At afsløre korruption i selveste FN er ikke en sag for hvem som helst – eller er det? For Michael Sullivan lader det til at være eneste mulighed.

‘Baseret på virkelige hændelser’ og ‘adapteret manuskript’ er ofte succeskriterier, hvis du vil lave en film, der sælger billetter. Publikummer, der kan huske de sande begivenheder eller har læst bogen, drages ind for at opleve det hele en gang til. Har man læst ‘Bedrageri for begyndere’ af Michael Soussan med samme entusiasme som producer Nikolaj Vibe Michelsen og instruktør Per Fly, tror jeg dog desværre, man bliver skuffet over ‘Dobbeltspil’.

Decideret bedrageri for begyndere
En bog der omtales, som havende et ”djævelsk glimt i øjet” og ”tilpas tragikomisk” er blevet til en film, der mest af alt virker som et to timers kursus i FN, bureaukratiets uduelighed og korrupte vaner. Nikolaj Vibe Michelsen udtaler at bogen “burde være pensum for alle DJØF’ere, journalister og gymnasie- og skolelærere”. Og pensum er lige netop, hvad filmen er blevet til.

En slatten idealist
Den unge og ordentlige Michael Sullivan (Theo James) vil gerne træde i sin afdøde fars fodspor og blive FN-diplomat. Han er en ægte idealist, der gerne vil ændre den verden, vi lever i. Den hæderlige unge mand bliver, måske med lige dele talent og lige dele arv fra farmand, tilbudt et job i FN-programmet Oil for Food i Irak under diktatoren Saddam Hussein. Enden på det hele – at Michael går til pressen med noget han ved, er det første, vi som publikum får at vide, og selvom det skal vække vores nysgerrighed, kræver det ikke, at man er den store dramatiker at regne ud, hvad det er han gerne vil afsløre.

Når man filmatiserer sit hjertebarn
At man gerne vil illustrere de svære valg, der kan ligge i at vende sit drømmejob ryggen for at gå efter den ægte og rigtige sandhed virker helt oplagt. Men jeg er på intet tidspunkt i samme dilemma som Michael. I Bagdad er han og publikum hurtigt vidne til en masse ubehageligheder og en kunstig leflen for den unge Michael bevirker at man som publikum bare venter på, at han tager sig sammen og får sagt fra Det er en skam, for det har jo uden tvivl ikke været sådan i den virkelige verden.

‘Dobbeltspil’ bliver et lidt pudsigt eksempel på mange ting. Danskere, der laver Hollywoodfilm. Autentiske arkivbilleder der tager overhånd i en fiktionsfilm. En fan, der vil filmatisere sin yndlingsbog og bliver berøringsangst i frygt for at gøre det forkert. Jeg kan ærgre mig gul og grøn, for alt er uden tvivl gjort i den bedste mening. Filmen bæres i sidste ende af et cast, der falder fint ind i de relativt endimensionelle karakterer og de omgivelser, de færdes i.