Stærkt krigsdrama uden krudt og kugler, men med skarpe ord og store personligheder. Én særdeles stærk mand skulle ændre historiens gang i usædvanlig modvind.

At det nazistiske Tyskland tabte krigen er næppe nogen spoiler. Men hvor grueligt galt det kunne være gået er straks en anden sag. I maj 1940 banker Hitler uhyrlig hårdt på den vesteuropæiske dør. Holland er besat, Belgien har overgivet sig, Frankrig vakler som en gammel kæmpe, og den britiske hær er omringet af en uhyggeligt effektiv tysk krigsmaskine. Mørke skyer hænger over Europa, og med en på daværende tidspunkt kompromisløs neutralitetspolitik i USA, synes alt håb ude.

En mand der vil det anderledes
Én mand skulle dog sætte sit altafgørende præg på, at det ikke gik som Hitlers Blitzkrieg dikterede. Winston Churchill. Stædig, storrygende og med et urimeligt pres på sine korpulente skuldre, blev han om nogen symbolet på de allieredes Victory. Han skulle dog ofre store mængder blod, slid, tårer og sved for at lykkedes. Den skelsættende første måned af Churchills regeringsperiode fortælles i Joe Wrights ’Darkest Hour’, med kamelæonen Gary Oldman som den karismatiske politiker.

Efter Neville Chamberlain træder tilbage som premierminister den 10. maj, gives magtens tøjler videre til Churchill. En skeptisk Kong Georg VI og hans egne konservative partifæller presser på for fredsforhandlinger med Hitler. Men man kan ikke forhandle med en tiger, når man har sit hoved i dens gab, som Churchill smælder. Og det er netop hans oratoriske evner, der bliver altafgørende. For ’Darkest Hour’ er ikke en krigsfilm fyldt med geværer, tanks og bomber, men derimod skarpe ord, fængende taler og ordets kraft, som kan være et ligeså farligt våben. Det er krigen bag krigen. For nederlag kan hos befolkningen vendes til en sejr, så længe man ikke overgiver sig. Vi så det i Nolans ’Dunkirk’ og netop Dunkirk-aktionen ’Operation Dynamo’ er også central her. Vi befinder os bare i parlamentet og i bunkeren i stedet for på de sønderbombede strande.

Æstetikken i top
Gary Oldmans portrættering af den store statsmand er fængende. Han er sminket til ukendelighed og giver os både et indblik i den stærke politiker, der ikke rokker på sig udadtil, men alligevel viser svaghedstegn overfor sin trofaste kone Clemmie (Kristin Scott Thomas). Både når vi bevæger os rundt i de tunge egetræskorridorer i Westminster, og i bunkeren under gaden er billederne forbløffende smukke, og man kan nærmest lugte den tunge cigaros strømme ud fra lærredet. Selvom hele filmens cast leverer stærke præstationer, er det svært at komme udenom Oldmans Churchill-fortolkning. Det er bestemt ikke utænkeligt at han kan få lov til at lave et ”V” for Victory, når der snart skal uddeles Oscar-statuetter.

Selvom præstationerne er i top, rammerne smukke og intrigerne dybe, bliver fremstillingen alligevel en anelse ensidig og tung til tider. En noget aparte afstikker ned i undergrundsbanen, og små skønhedsfejl sætter sig på filmrullen, men det skal ikke tage noget fra hverken Churchill eller Oldman. For Winston Churchill var helt sikkert ikke førstevalget til at lede Storbritannien igennem krigen. Men han var uden tvivl det bedste valg. Ligesom Gary Oldman formentlig også var det bedste valg til at portrættere ham, en af historiens allerstørste personligheder der stod fast og vendte historiens gang.

foto: UIP