Molly's Game -

Der er masser af glimrende skuespilpræsentationer og vittige replikker at finde i Aaron Sorkins instruktørdebut, selvom man til tider er ved at tone ud over alt den snak.

’Molly’s Game’ er baseret på Molly Blooms selvbiografi og fortæller historien om en kvinde, der aldrig foldede. Som barn blev hun presset til det yderste af sin far (Kevin Costner), for at kunne blive en dronning på ski, men efter et alvorligt styrt måtte hun opgive OL-drømmen. Herefter beslutter hun sig for at flytte til Las Vegas og bliver hurtigt en del af underverdenens eksklusive pokerspil. Der ankommer kendisser og multimilliardærer, som satser millioner af kroner udelukkende for at se deres rige ”venner” tabe og blive ydmyget. Bloom (Jessica Chastain) bliver så forelsket i disse spil, at hun til sidst bliver jagtet af FBI. Nu har hun kun en advokat (Idris Elba) til at redde sit image, der er villig til at hjælpe, så længe hun vil fortælle sandheden.

One-liner-mania
’Molly’s Game’ er den prisbelønnede manusforfatter Aaron Sorkins debut som instruktør, som blandt andet har skrevet manuskriptet til ’The Social Network’, ’Moneyball’ og ’Steve Jobs’. I vanlig Sorkin-stil bliver der dealet intelligent dialog fra filmens fremragende skuespillere. Replikkerne flyver ud, så selv når Sorkin rammer de uundgåelige dramatiske kliché one-liners, bliver de leveret naturligt i Jessica Chastains ping-pong med Idris Elba. Chastain viser endnu engang sit store talent og fremstår med Molly Bloom som en kamæleon, der har evnen til at tilpasse sig i håbløse scenarier og bortrationalisere sin egen værste opførsel. Det er også forfriskende at se Costner i en atypisk rolle som en kold og usympatisk far, mens Michael Cera er underholdende, men aldrig helt overbevisende som en rig fedteprins.

All bark and not enough bite
Manusforfatteren Aaron Sorkin har fået endnu velfortjent Oscar-nominering for den vittige dialog. Men instruktøren Aaron Sorkin er alt for glad for sine egne replikker, og vi får derfor en ordentlig mundfuld dialog frem for et komplet værk. Udover den konstante one-liner ping-pong imellem Bloom og hendes advokat, har vi også voice-over fortælling og længere monologer. Det bliver simpelthen for meget af det gode og man ender med at tone ud. Når Sorkin så vil skabe rørende øjeblikke, er baggrundsmusikken så distraherende bragende og storslået, at man tror Russel Crowe skal til at kæmpe i Roms Colosseum igen.

I få instanser lykkes det dog for Sorkin at få alt få alle disse former for dialog til at gå op i en højere enhed – især under pokerturneringerne. Her hører vi Bloom forklare, hvordan de rige kendisser har hver deres strategier, og hvordan det lykkes for den ene at bluffe den anden, mens den tredje holder tilbage og den fjerde ikke aner, hvor stærk en hånd han har. Poker-entusiaster vil elske hvordan det hele fremvises som en live-udsendelse fra Eurosport, og selvom man som seer allerede kender resultatet, er man ligesom de svedende pokerspillere spændt til det sidste kort vendes og skaber alt fra vredesudbrud til glædeskrål.

’Molly’s Game’ kan varmt anbefales til alle, som vil se en spændende film med talentfulde skuespillere og vittig dialog. Desværre når pokerhistorien aldrig at gå helt all in og ender med at tabe til konkurrenterne, selvom den havde potentielle vinderkort.