Loving Vincent -

Alt er så satans flot. Faktisk så flot, at det hurtigt bliver sjovere at betragte nuancerne i Douglas Booths øre, end at følge med i handlingen.

Verdens første rent oliemalede film handler passende nok om det mystiske kunstikon Vincent van Gogh. Han har været død i et år, og postmandssønnen Armand Roulin (Douglas Booth) får til opgave at aflevere et glemt brev til Vincents bror Theo. Herfra er jeg sådan set ligeglad med, hvad der sker.

Må jeg ikke bare kigge på billeder?
Samtlige medlemmer af det ellers imponerende cast taler, som var de mellemstore stykker mos på en særligt uinteressant sten. Plottet er ærgerligt forceret, og der sker egentlig ikke noget som helst af betydning. Det hele består af spekulationer om Vincent van Goghs død og yderligere psykologi, men det lader ikke til, at filmen er opstået på baggrund af nogen særlig indsigt i, hvad den hollandske maler rendte og tænkte på dengang.

Det virker som om, man har vurderet, at den revolutionerende animation har været nok i sig selv, og at der simpelthen ikke har været behov for et plot, fordi alting er så fandens smukt. Som om det ikke har været nødvendigt at undersøge det mysterium, der er Vincent van Gogh, fordi alting ligner et van Gogh-billede. Som om publikum ikke har brug for inddragende dialog, fordi den visuelle ramme for fortællingen er så latterligt hypnotiserende. For det er fuldstændig rigtigt.

Et billede siger mere end tusind svage replikker
Jeg er så bedøvende ligeglad med, hvordan Vincent fik gjort en ende på sin pinte eksistens, for han døde åbenbart på en afsindigt pæn måde. Filmen er først filmet normalt, hvorefter hvert af de 65.000 frames er oliemalet af 150 kunstnere. Skuespillerne leverer deres respektive ligegyldige replikker som magiske figurer, der i deres unikke nye ramme virker mere udtryksfulde, end noget manuskript kunne have gjort dem.

’Loving Vincent’ er langt mere en lektion i, hvad film kan, end det er en lektion i, hvad van Gogh kunne, og jeg er decideret fascineret af de billeder, jeg kigger på hele vejen igennem. Hvordan i al verden kunne det tage 120 år at finde ud af, at oliemaling er som skabt til film?

Det er et eksempel på beundringsværdig arrogance, at man har vurderet et solidt manuskript unødvendigt, men jeg tør næsten ikke tænke på, hvilken fremragende oplevelse en lignende animationsfilm med en medrivende historie ville have været. ’Loving Vincent’ er en af de største visuelle præstationer i årtier, og jeg vil se hundredvis af oliefilm så hurtigt om muligt. Måske også med et ordentligt manus.