Efter at have flygtet fra virkeligheden et helt år er det nu igen blevet tid til at vende os om og stirre den direkte ind i øjnene. Via et lærred.
CPH:DOX: er nu sparket i gang, og de næste 10 dage vil Sarah Sander og jeg på skift dække høj- og lavpunkter fra festivalens vanvittigt omfattende program. Også i år er der tæt konkurrence om hovedprisen DOX:AWARD, men filmlisten rummer uden tvivl mange flere guldkorn end de 12, der er nominerede. Jeg vil derfor gøre det til min ærefulde opgave at agere Rasmus-modsat hele festivalen igennem og så vidt muligt begrænse mig til de allermest obskure film. Med andre ord vil jeg bestræbe mig på at dække film, som ingen har gidet nominere til noget som helst. For at slippe afsted med en sådan barnlig ”award-allergi” er vi dog nødt til at starte med et lille dyp i de nomineredes badebassin, men så bliver der heller ikke mere af den slags mainstream-pjat!
Min far var næsten terrorist
’Den Fortabte Kriger’ er en af de nominerede til årets hovedpris, og det er ikke noget mysterium hvorfor. Filmen behandler en håndfuld svært relevante og hyppigt oversete temaer, og den gør det med sin egen småkluntede charme.
Muhammad sidder fanget i en af jordens usleste byer og venter på at kunne komme hjem som en anden Matt Damon, men hverken Tom Hanks eller Matthew McConaughey kan redde ham denne gang. Når man er tidligere Al-Shabab-medlem og har en ordentlig sovseplet på straffeattesten er det stort set umuligt at komme hjem til sit kone og søn i øst London, og det gør fandens ondt at se på, når eller jeg føler, at det er det, jeg gør.
For filmen har betydelige startvanskeligheder især grundet den første halve times ekspositionstunge scener, der lugter langt væk af klodset tilrettelæggelse. Jeg priser mig lykkelig over hvert et stille nærbillede af karismatiske Muhammad, da han med sit pinte ansigt kommunikerer langt stærkere end de umiddelbart voldsomt opstillede og/eller ringe udvalgte dialogscener imellem ham og hans tilsyneladende alvidende onkel. Al samtale virker som en undskyldning for at forklare handlingen og det er næsten ligeså trættende som Somalia.
Heldigvis finder ’Den Fortabte Kriger’ sin styrke i interaktionerne mellem Muhammad, hans unge kone Fathi og deres spæde søn Yassir. Her opstår der en reel nerve og magi, som eksemplarisk beviser, hvad dokumentar kan, når det er bedst. Det er en genre, som udmærker sig ved at finde drama i det ukontrollerbare, og det er denne historie et klart bevis på. For ud af en film, der tæller minimum ti stærke temaer, springer en formidabelt fortalt lille historie om faderskab i en evigt forvirrende moderne verden. Hver en mislykket tur på legepladsen og hver en miskommunikation over skype er hjerteskærende, og jeg vil have Muhammad hjem så hurtigt som muligt.
Stort set perfekt tude-gymnastik
Efter at have fældet et par tårer i Mogadishu skulle man tro at en punktlig patos-pause ville høre sig til, men danske filmmagere er eksperter i mondæn melankoli, så under dagens anden film måtte jeg igen erkende min kleenex-investering utilstrækkelig. For ‘Den nat vi faldt’ var fandme en behageligt ubehagelig overraskelse.
Debutant-dokumentaristen Cille Hannibal har filmet sin mor i perioden, efter hun i en sen alder mistede sin mand til en tragisk trappeulykke. Det er en overraskende effektfuld lille film, som på imponerende kort tid kommer dybt ind under huden på et voksent menneske i sorg.
Uden på noget tidspunkt at blive for patetisk formår Hannibal at fremstille både det store følelsesspil, de surrealistiske praktikaliteter og den langsomme emotionelle rehabilitering, som hører til at miste. Ingen store armbevægelser, ovenud sympatiske figurer foran kameraet og en både kompleks og relaterbar historie giver en fremragende debutpræstation og en fornem film.
Festivalens første tårer er landet (ni og en halv præcis), og det er sandsynligvis ikke sidste gang, det bliver salt og vådt på DOX. I morgen dykker jeg ned i to film om to af undertegnedes personlige helte. Det bliver næsten virkeligt!