Montparnasse Bienvenüe hopper med på vognen og giver en kommentar til vor tids feminismedebat. En kommentar, der kunne være blevet et punkt på dagsordenen, men endte som en lille sidebemærkning.
Da Paula bliver droppet af sin kæreste efter ti år, mister hun både sin forsørger og sin kilde til tag over hovedet. Hun må smøre tykt på og vise sig fra sin bedste side for at klare sig til dagen og vejen. Men ligegyldig hvor meget Paula vender og drejer sig, så er hendes gode side ikke til at spotte for hendes omverden. Lidt efter lidt får hun slidt halvdelen af Paris døre ned ved at banke på hos familie, venner og bekendte, indtil hun sidst må udnytte fremmedes barmhjertighed. Enten må Paula rette sig ind til normaliteten, eller også må hendes omverden acceptere hendes skævheder.
En stærk eller svag kvinde?
Ved første øjekast ligner Paula ikke en stærk kvinde. Filmmediet har de sidste år fortalt os, at stærke kvinder er uafhængige kvinder med styr på sagerne. Paula derimod udtaler, at ”frihed er for egoister”, og at det eneste, hun har styr på er antallet af cigaretter, hun har tilbage. Hun tager det ene dårlige valg efter det andet, og hendes evner til at aflæse sociale koder er lige så dårlige som en blinds evne til at aflæse en elmåler. Onde tunger ville nok kalde Paula for en svag kvinde, men det er her, hvor alt vendes på hovedet.
Paulas styrke ligger i ikke at lade sine svagheder påvirke hendes enorme gåpåmod og evne til at tackle den ene udfordring efter den anden. I rollen som Paula får Laeitita Dosch sprængt sit publikums toleranceniveau, mens hun fremfører en karakter uden selvindsigt, som dog alligevel får os til at føle med kvinden uden stopknap. En skuespilpræstation der er svær at mestre.
Debatten med de store vidder
Der er så meget at sige for ’Montparnasse Bienvenüe’ på så kort tid. Er det for eksempel kun karrierekvinderne og kvinderne som råber op, der kan betragtes som stærke kvinder, eller har vi også nogle kvinder, der er stærke, fordi de tør frasige sig normaliteten. Det er sagens kerne, som man ville ønske at filmholdet, der næsten kun består af kvinder, havde holdt sig til. Men debatten stopper ikke der. Det er forsøgt at hive en meget mere kompleks fortælling ned over denne lille historie. Man forestiller sig, at filmholdet har haft en tjekliste over emner, der skulle berøres: familieintriger, etnicitet, homoseksualitet og klasseskel. Det føles hult, når der begyndes at blive kommenteret på de enkelte punkter, uden der bliver givet tid til at gå i dybden.
Med for meget på hjerte kommer ’Montparnasse Bienvenüe’ til at tage munden for fuld. Diggresionerne slører desværre den ellers meget rammende fortælling, man vil kunne finde i filmens kerne.
