I den oscarnominerede film om lækagen af de berygtede pentagon-papirer gør Steven Spielberg avisbranchen til et intensivt drama af højeste grad.

Med sit stjernespækkede cast og crew blev ’The Post’ hurtigt en af de store spillere i kampen om den prestigefyldte Oscar. Ved første øjekast forstår man godt hvorfor. Filmen skriger autenticitet fra de detaljerede kostumer, klip fra avisens tilblivelse og uddeling, skrivemaskiner, telefonbokse og temaer som ytringsfrihed og feminisme. I centrum af dette virvar står Meryl Streep og Tom Hanks.

Det ultimative makkerpar
Handlingen udspiller sig i 1971 og er baseret på sande hændelser. Historien får dog en meget Spielbergsk vibe med en dramatisk fremgang, der skaber spænding i et overvældende omfang.

Streep indtager rollen som ejeren af avisen The Washington Post, Kay Graham, mens Hanks spiller bladets passionerede chefredaktør Ben Bradlee. Sammen står de overfor et moralsk dilemma om at forsvare pressens trykkefrihed. Hvis de gør det, går de imod det forbud, som justitsministeriet har udsendt som følge af The New York Times offentliggørelse af regeringshemmeligheder om Vietnamkrigen. På den måde sætter de også deres eget liv på spil og risikerer en fængselsdom.

Den involvering karaktererne har i konfliktens mange afskygninger, er historiens drivkraft. Det er en sofistikeret måde at skabe fremdrift, der også komplementerer filmens kontinuerlige form. Således smelter flere tråde sammen, og man ser for eksempel, hvordan den politiske krise går ind og påvirker Grahams sociale status. Avisbranchens ledelser havde på daværende tidspunkt en stor social omgangskreds og derpå også et tæt forhold til landets øverstkommanderende. Graham træffer den afgørende beslutning, der bryder båndet til sit sociale liv i takt med en erkendelse af pressens vigtige rolle i samfundet.

Og det dygtige makkerpar skuffer ikke. Den overbevisende præstation er filmens bærende element. Alligevel formår de ikke at løfte de tunge tematikker til vejs ende, og man må undre sig over, hvorfor Spielberg har fyldt så meget ekstra på en i forvejen interessant historie.

Affekteret aktualitet
Foruden den politiske stridighed påpeger denne store fortælling samtidig en mindst ligeså vigtig kamp i historien. Kvindernes kamp. Graham er den første kvindelige ejer af en amerikansk avis, og dét er en beretning i sig selv. Den udvikler hun undergår i sin position som konfliktens brændpunkt indkapsler tidens igangværende kvindekamp. Desværre bliver fremstillingen naiv, unuanceret og overdrevet eksplicit, hvilket gør, at hele filmen mister noget af sin ægthed. Scenen hvor Graham endelig opnår anerkendelse som (kvindelig) chef kommer til at virke påtaget og søgt, fordi hun går ned blandt en menneskemængde udelukkende bestående af smilende kvinder, der glædeligt træder til side, så hun heroisk kan gå ned af trapperne.

De øvrige temaer er også aktuelle og kommer meget belejligt i kølvandet på #metoo kampagnen, og Trumps udtalelser om fake news. At Spielberg droppede sit igangværende projekt til fordel for at instruere den her film, viser hvilken iver og vigtighed han har følt overfor projektet. Derfor er filmen også en kommentar til samtiden, hvor kampen om kvinders rettigheder stadig er igangværende og pressens autenticitet betvivles.

Historikerne ville måske ikke være helt tilfredse med en så dramatisk fremstilling, og man må da også sige, at Spielberg har fundet plads til mange relevante temaer i sin film – men måske han har taget munden lidt for fuld. I hvert fald er der påfaldende mange paralleller at trække til dagens samfund, hvilket får hele konstruktionen til at falde lidt sammen og virke opstillet og utroværdig.

 

Foto: Kino.dk