Omtrent ligeså underholdende som at træde på et søm.

Jeg stavrer ud af biografsalen, svimmel og opbrugt. Mine kæber smerter efter at have skåret tænder og bidt i min kasket de forudgående 110 minutter. Jeg er øm i samtlige muskler efter at have spændt dem i raseri. Jeg vælter ind på toilettet og kaster op og forsvinder derefter ud i solskinnet fast besluttet på at fortrænge min traumatiske filmoplevelse. Men ak, uagtet hvor meget jeg end prøver at dulme erindringen sidder ’Midnight Sun’ urokkeligt fast. Instruktør Scott Speers kunstneriske overgreb på mit intellekt lader til at være et traume, jeg skal leve med i lang tid fremover.

Månebarnet Katie
Katie (Bella Thorne) er 17 år gammel. Eller, det er hun jo tydeligvis ikke, men som sædvanlig med den slags film er alle teenagerne 20+. Nuvel, hun lider i hvert fald af xeroderma pigmentosum. En uhyresjælden hudsygdom der forårsager lysudslæt og stor chance for hudkræft. I svære tilfælde må patienten end ikke udsættes for det mindste sollys, og kan derfor kun bevæge sig udenfor om natten. ’Månebørn’ kaldes disse mennesker, tvunget til at se verden gå sin gang udenfor vinduerne og kun deltage i den, når solens dødelige stråler forsvinder under horisonten.

Shit det er en melankolsk lidelse, ikke sandt? Du kan lige se den sarte, blege prinsesse for dig, siddende i sit tårn som en anden Askepot og vente på igen at få lov at være menneske sammen med alle os andre, når månen viser sig.

Forkerte følelser får frit løb
Hvad er det med raske forfattere og deres hang til at udnytte rigtige menneskers rigtige lidelser som en dramaturgisk punchline? For det er hvad der sker i filmen. Det er en punchline og plotværktøj, intent andet. Katie er konventionelt smuk, fordi hvis hun havde lidt af de pigmentfejl som ellers ofte følger XP, ville vi ikke kunne have haft medfølelse med hende? Lidelsens psykiske konsekvenser og forholdet til hendes overbeskyttende far undersøges aldrig. De adresseres kun i små lommefilosofiske vendinger, så vi kan komme videre til den næste kvalmende, polerede og brækagtige sukkeromantiske kærlighedsscene med svømmer-kæresten Charlie (Patrick Schwarzenegger!). Hendes mor er også død! Fordi selvfølgelig er hun det, publikum skulle nødig blive i tvivl om, hvorvidt de så en følelsesladet film eller ej. Det er ellers en reel mulighed med så tårkrummende banalt og talentløst et manuskript, der kan opsummeres nogenlunde således: ”Katie er syg og hendes mor er død, men Charlie siger hun er den smukkeste pige i verden og nu spiller violinerne også og shit den fuldmåne er i øvrigt stor = føleren scene, græd venligst”.

Katie er også ”charmerende socialt introvert”; Det er ren og skær tortur at se Bella Thorne desperat forsøge at få karakteren til at virke autentisk akavet og ikke som en overspillende Disney Channel-stjerne. At hun som en anden Taylor Swift sidder på togstationen hver aften og spiller guitar og synger som en engel er også perverst irriterende. Og hvorfor fanden kører der kun damplokomotiver til den skide by? Er de bare mere romantiske eller hvad?

Jo mere ’Midnight Sun’ forsøger at få mig til at føle noget, jo mere efterlader den mig kold og deprimeret. Den er indbegrebet af klam, kalkulerende Hollywood-følelsesporno, der ikke lykkes med at få mig til at tro på bare én af de papirstynde, overglamouriserede karakterer. Den grove udnyttelse af sygdom og forældretab er patetisk. Soundtracket bestående primært af Katie’s uinspirerede Taylor-agtige ballader er gudsjammerligt ringe og fylder alt for meget. Lange sekvenser kunne være taget direkte ud af dårlige musikvideoer. At se ’Midnight Sun’ i biografen er at udøve selvskade og at pisse på filmkunsten. Jeg tigger og beder dig på mine grædende knæ: lad være med at smid penge efter denne film.

Foto: kino.dk