My heart will go on and on… and on for Titanic
Året var 1997, og hvilket år det var. Danmark vinder VM i kvinde håndbold. Prinsesse Diana dør. Aqua udkommer med sit første album. OJ Simpson bliver kendt skyldig. Storebæltstunnelen bliver indviet. En lille nichefilm som hedder ’Titanic’ udkommer, og jeg fylder 13 år. Ak ja, 13 år og forelsket, sådan rigtigt for første gang. Mit crush hedder Leonardo DiCaprio og det er egentlig startet året før da jeg ser Baz Luhrmanns ’Romeo + Julie’. Så da jeg ser, at han medvirker i en ny stor kærlighedsfilm, så MÅ jeg bare se den. Det er ikke kun Leo der betager mig, jeg bliver fuldstændig blæst bagover.
”Take her to sea Mr. Murdoch”
’Titanic’ bliver et kæmpehit og sælger mere end 1,4 mio. biografbilletter tilbage i ’97, hvoraf jeg står for i hvert fald 3 af dem. Derfor er der nok ikke mange, der ikke kender den pompøse blockbusterbasker. Men for de få uindviede som endnu ikke har den ringeste ide om, hvad ’Titanic’ er, så handler den om den unge rodløse og sorgløse kunstner Jack fra underklassen (Leonardo DiCaprio) og den melankolske, men gnistrende Rose fra overklassen (Kate Winslet). De mødes og forelsker sig ombord på båden, der sejler den skæbnesvangre tur fra England til USA i april 1912. En klassisk fortælling om kærlighed på trods af klasseforskelle midt i en tragisk begivenhed.
”I’m the king of the world” ’Titanic’ er en af de mest prisvindende film med 14 Oscar nomineringer, hvoraf den vandt de 11 (blandt andet for bedste film) tilbage i 1998. Men trods denne fine titel, måske endda derfor, så er den i dag en udskældt og hadet film blandt mange filmkritikere. Det er derfor med en vis angst, at jeg sætter mig ind i den mørke sal. Skoene af, kaffen ved min side, pen og papir i hånden. Så er jeg klar. Titlen toner frem, det velkendte tema fra Celine Dions liiidt for sukkersøde ”My heart will go on” dukker op og jeg får kuldegysninger. Jeg er 13 år igen og sidder i vindueskarmen i mit klasselokale med Celine Dions knødel stemme kørende på repeat på min walkman.
”If you jump I jump” Filmen går i gang, og idet de første billeder af skønne Kate og Leo dukker op, er jeg solgt. Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at jeg stadig elsker denne lidt cheasy tåreperser. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad alle de gamle mavesure, feinschmecker uh-jeg-ved-hvad-god-film-er-jeg-ser-kun-Kieślowski-film-snobber mener. Den fortjener alle de priser den fik. Det er ikke bare en storfilm med flotte kulisser og et tyndt plot. Det er en er en skide god historie. Den er medrivende, rørende og selvom jeg ved, hvad der sker ned til hver eneste replik, så er den stadig nervepirrende. Jeg tror på kærlighedsforholdet, jeg investerer mig i karaktererne og jeg hepper på dem hele vejen. Der er en god balance og overgang imellem den måde, som Cameron skildrer over- og underklassens skel på. Det er smukt. Indrømmet: den er lidt for lang og den sidste halvanden time, hvor forliset nærmest sker i realtime, bliver lidt langtrukket. Med jeg falder i, lader mig opsluge af universet og lader tårerne trille ned af kinderne.
”Put your hands on me Jack” Måske er jeg stadig forudindtaget og farvet af nostalgien fra mit teenage jegs første oplevelse. Måske var jeg ekstra meget i mine følelsers vold den dag. Men jeg kan ikke benægte, at jeg falder i med begge ben og nyder hver en frame. Jeg er en kæmpe sucker for storladne dramaer. Nok er jeg ikke forelsket i Leodrengen mere, men jeg vil altid have et blødt punkt for den velspillende flødebolle. Derfor er mit største og eneste rigtige kritikpunkt også; der var tydeligvis også plads til Jack på den afrevne skabsdør!
Foto: Nordisk film