Kedelig biografisk film om Dalidas liv føles som en powerpoint-præsentation over samme.

Lolanda Christina Gigliotti var en egyptisk-italiensk sangerinde der brød igennem i 50’ernes Frankrig under navnet Dalida. Hun blev en sensation og igennem de følgende 30 år opnåede hun verdensberømmelse, indspillede sange på 11 forskellige sprog og medvirkede i film. Dalida formåede, som en af de få koncertsangerinder fra sin samtid, at forblive relevant og udvikle sig med de skiftende bølger af populærmusik. Hun havde talrige elskere gennem tiden, begik selvmordsforsøg i 1967 og lykkedes med det i 87, siden er hun blevet kendt som den kvintessentielle ”tragiske diva”.

Fumlende fejltrin fra falleret fransk filmindustri
Dalida er altså Frankrigs største sanger i nyere tid og var et verdensfænomen frem til hendes død. En halvstuderet abe som mig havde dog aldrig hørt om hende før. Det har jeg nu. Desværre ved jeg ikke mere, end hvad jeg ville kunne læse mig til på wikipedia eller i et ugeblad. Filmen om hendes liv tilhører nemlig den overbefolkede kategori benævnt ”kunstnerisk uambitiøse, biografiske film skabt udelukkende fordi producenten vidste, at temaet i sig selv ville lokke fans i biografen”.

Vi begynder omkring selvmordsforsøget i 1967 og ser starten af hendes karriere som flashbacks, derefter foregår den sidste time i nutidssporet frem til hendes død. Et forkølet og kedsommeligt fortællegreb, der desværre reducerer hovedpersonen til en karikatur – fortællingen giver sig nemlig aldrig tid til at dvæle ved hende; den har for travlt med at ridse såvel barndom som en 30 år lang karriere op.

Det er noget juks af to grunde. Dels havde en mængde af hendes kærester en tendens til at begå selvmord i en grad, så jeg blev i tvivl om, om jeg i virkeligheden sad og så en filmatisering af Jonestown massakren. Men det er svært ikke blot at trække på skulderen over kæreste nr. 3’s selvmord, når man har kendt ham i 15 minutter.

Derudover reducerer tempoet hovedkarakteren til det glansbillede, den konstruktion, som medier, fans og eftertiden har skabt. Hun var gudsbenådet musiker, men vi lærer ikke noget om hendes følelsesmæssige forhold til sin kunst. Hun var deprimeret, ulykkelig romantiker med psykiske problemer, men vi får ikke lov at nærstudere dem. Vi skal blot sidde tilbage og nyde Sveva Alviti ligne Dalida på en prik, mens hun spiller en endimensionel leksikons-opsummering af hende.

Montage-mani
I hvor høj grad instruktør Liza Azuelos selv har haft et lavt ambitionsniveau, eller hun har været underlagt et nederen produktionsselskab, er ikke til at sige. Der er i hvert fald kød nok på virkelighedens Dalida til en god film, og casting og budgettet til denne produktion fejler heller ikke noget. Alle skuespillere ligner deres virkelige pendanter på en prik, og ingen leverer utroværdige præstationer. At manuskriptet og dialogen så er forhastet, overfladisk og utroværdigt er ikke deres skyld.

Nogen burde til gengæld have givet Sveva Alviti nogle sanglektioner, for hendes ”lip sync skills” er i hvert fald ikke ”on fleek” (som de unge siger). Man tror ikke en skid på, at det er hende der synger, det bliver faktisk til tider pinligt. Det er sgu synd, for hun ”synger” meget. Navnlig i montager. Så…mange…montager. Det føles som om halvdelen af spilletiden er dedikeret montagesekvenser. Dalida lever og dør i dem og gud hvor er det intetsigende at kigge på.

Godt cast og flot perioderigtigt æstetik forslår som en snebold i helvede, når grundelementerne er så gennemført fejlbehæftede. En uambitiøs og kedelig affære, der kun kan anbefales Dalida-fanatikere.

 

Foto: kino.dk