-”Har du lyst til at se en film om Han Solo som ung?”

-”Nej.”

-”Kom nu. Vi lover at gøre os helt vildt umage.”

-”Det ved jeg godt, men jeg er så træt.”

-”Er du sikker? Donald Glover er med!”

-”Måske så…”

-”Ron Howard instruerer den nu.”

-”Ellers tak.”

”Vi laver den altså alligevel. Vil du se den?”

-”…ja.”

 

Som ovenstående, fiktive samtale imellem en velmenende Disney-repræsentant og undertegnede skal illustrere, er det fuldstændig umuligt at forhindre sine små ben i at ramme landets biografer, når der står Star Wars på plakaten. Lige meget hvor dårlig en idé, der umiddelbart er tale om. Det er således tid til, om man vil det eller ej, at dissekere en af de oprindelige films største ikoner: smugleren Han Solo.

Hov, det kan jeg huske. Hurra!
Oven på semi-kontroversielt dystre Star Wars film som ’Rogue One’ og ’Last Jedi’ er ’Solo’ en relativt let spiselig sag, som kun enkelte steder stikker i mundhulen. Den unge Han (Alden Ehrenreich) starter som stakkels slavedreng på planeten Corellia, hvorfra han og den mundret navngivne veninde/kæreste Qu’ira (Emilia Clarke) forsøger at flygte ud i friheden. Så går det stærkt.

For ligesom den anden Star Wars spinoff ’Rogue One’ er filmen meget længe om at komme i gang – eller hoppe til hyperfart – men så sker det skam også. Vi skal nemlig nå at klemme så mange referencer til obskure detaljer i det efterhånden uendelige univers, som Star Wars foregår i. For en gammel entusiast som mig selv er referencerne for det meste lækre og tilfredsstillende, men jo længere vi kommer fra den del af universet, der har med Han at gøre, jo mere irriteret bliver selv jeg. Hele universet behøver ikke klemmes ind i en film.

Uh! Det smil
Den sværeste disciplin i et sådan unødvendigt og uimodståeligt projekt må og skal være castingen af Han. Harrison Ford skabte i 1977 en legendarisk charmerende karakter, og det er altså sko i Wookie-størrelse, den stakkels Ehrenreich skal udfylde. Det lykkes.

Det er en fuldstændig åndssvagt perfekt casting. Ehrenreich ligner Ford, taler (næsten) som Ford, og så smiler han for helvede også som Ford. Eller rettere: han smiler som Han Solo, og jeg smelter ti gange hurtigere end nogen alien-dame i hele galaksen. En anden vigtig karakter er naturligvis Lando Calrissian, men der er ikke nogen grund til at dykke kilometer dybt ned i ham. Han spilles nemlig af Donald Glover, som lige nu kan gå på vandet, og han er præcis lige så urimeligt sexet og sjov, som man kunne forvente.

Woody, din slyngel!
Når filmen ikke er et nørde-leksikon, er den fyldt med humor og veludført spænding, men der er også plads til kompleksitet. Ligesom i de seneste to Star Wars film udviskes idéen om god vs. ond, og især Woody Harrelsons velspillede karakter Tobias Beckett bliver et eksempel på den kyniske opportunist, der nu også færdes i det ellers eventyrlige univers. Anderledes værre fungerende går det med den fejlcastede Emilia Clarke, som på træagtig vis kæmper sig igennem rollen som den ambitiøse slyngel/flirt Qu’ira, der falder halvtungt til jorden.

Universet er blevet lidt større og mere komplekst, og jeg kan roligt sige, at jeg har brugt lidt over to timer i glimrende selskab. Han, Chewbacca, Lando og den nye, fremragende politisk bevidste droide L3 har underholdt mig bragt. Jeg er således uden problemer i stand til at se hen over klodset fan-service og Emilia Clarkes småfrustrerende repliklevering. For det smil altså. Den dejlige slyngel.

Foto: kino.dk