Af Line Gøttsche Dyrholm

Raquel er tjenestepige hos den velhavende kernefamilie Valdes, og det har hun været i rigtig mange år. Vi møder Raquel på hendes fødselsdag. Kig på billedet oven for og se, hvordan hun sidder dér alene med sin mad.

Det varer dog ikke længe, inden der bliver ringet efter hende med den lille klokke: Hun skal sidde med ved aftenbordet, som til hendes ære er dækket med kage og gaver.

Men Raquel har ingen fødselsdagsglæde, og hun fortrækker hurtigt tilbage til køkkenvasken.

Raquel er nemlig ikke en rigtig del af familien. Selvom hun er yderst vellidt og højt respekteret, advares hun af udenforstående til ikke at lægge for meget især i børnenes store hengivenhed. Og da Pilar, fruen i huset, begynder at tale om at ansætte en assistent til den skrantende Raquel, sortner det for hende.

I forsøget på at redde sin position i huset, drives Raquel ud i gerninger, der kommer til at gå ud over hendes troværdighed og status, både personligt og professionelt.

Men Raquel gennemgår samtidig en udvikling ud over det sædvanlige. Fra at være den pligtopfyldnde, beskedene tjenestepige forandrer hun sig over en periode til et utilfredst, stædigt og urimeligt barn.

La Nana bevæger sig i denne periode på grænsen mellem det farceagtige og smertelige. Det er hovedrolleindehaver Calina Saavedraats fine, fine spil, der holder komiken i skak med en menneskelighed så indlevet og uforfalsket, at man tydeligt mærker sit egen indædte unge vende sig i maven. Skuespillet er smerteligt og indtagende. Calina Saavedraat spiller helt ind til øjnene.

Resten af castet er i øvrigt også fremragende. Essensen af det super sensible skuespil er filmens blikke, der er så følsomme og ægte, at det næsten gør ondt.

Man forstår moderens voksende dilemma omkring familiens elskede Raquel, som opfører sig mere mere underligt. Og man forstår Raquel, som midt i sin hårde identitetskrise finder sig selv foran spejlet, skiftevis iklædt fruens fine tøj og børnenes uhyggelige gorilla-maske.

I sin stadigt voksende længsel efter en sikker identitet, holder Raquel trodsigt fast ved sin plads bag støvsugeren, og trænger til sidst sig selv op i en krog, hvor Lucy, familiens nye tjenestepige, finder hende. Lucy viser sig at blive det ideal, som Raquel har manglet.

Det havde været oplagt for multikunstner Sebastian Silva, den chilenske illustrator, musiker og instruktør, at lave en mere visuel og lydelig film, men det har han heldigvis ikke gjort. I La Nana er fokus holdt på det essentielle, nemlig historien og skuespillet, som på egne stærke ben brillerer uden nogen støtte fra underlægningsmusik eller andre effekter. Filmen funkler på sine egne enkle, stille præmisser, og man længes aldrig efter at komme ud af det hus, som med få undtagelser er filmens eneste location.

 

5 af 6 stjerner