Sommerens islandske must-see!

Der er noget fascinerende med vores nordiske velfærdssamfund. Især den slags konflikter, der kan vokse ud af dem. På overfladen kan de virke uskyldige, men de kan totalt overtage almindelige menneskers liv. Efterhånden som de inficerer det intetanende offer, vokser de og bliver til katalysatorer for dybere og langt mere ondsindede problemstillinger.

Jeg snakker selvfølgelig om nabostriden: det nordiske velfærdssamfund er et samfund af boligejere, denne slags samfund fremavler ubehjælpeligt småborgerlige ligusterfascister. For disse stakler er nabostriden afløb for deres indholdsforladte liv og undertrykte følelser. Det har en islænding lavet en film om.

Return to sender
Atli bliver smidt ud hjemmefra af sine kone, da han ærlig talt er lidt af en klovn. Nødsaget til at flytte hjem til sine forældre kæmper han for retten til at se sin datter, hvilket han også er ret dårlig til. Hjemme hos de gamle går tingene heller ikke som smurt; de er havnet i bitter nabostrid omhandlende deres smukke træ, der skygger for naboens have. Det er en konflikt opildnet af Altis forbitrede og fordrukne mor, og hendes irrationelle had til naboens unge kone, der selv står fast på hendes ret til skyggeløs solbadning. Langsomt som en kræftknude begynder den latterlige nabostrid at overskygge alle de involverede, og eskalation mødes med eskalation.

Filmen er først og fremmest en sort, sort komedie med masser af underspillede, tåkrummende pinagtigheder. Men de langsomme zooms, ubehagelige montager samt groteske nærbilleder af det store træ peger i en anden retning. Sat til et dystert soundtrack viser filmen sig langsomt også at være en thriller med horrorelementer!

Flyvende farmor fra helvede
Atli spilles af komikeren Steinpor Hróar Steinpórsson. Han både ligner Anders W. Berthelsen samt spiller den slags komiske og patetiske karakter, som Berthelsen har portrætteret så tit herhjemme. Konen, Agnes, spilles af Lára Jóhanna Jónsdóttir. Begge skuespillere gør en troværdig indsats, og hvor deres ægteskabelige krise i starten bruges til komik, så bliver deres relation senere genstand for dybere undersøgelse og empati. Det er naturligvis rart, at man kan starte med at grine af en karakter for senere at føle med vedkommende.

Men hvis det er én skuespiller, der virkelig stjæler showet, så er det Edda Björgvinsdóttir. I rollen som Inga, Atlis mor, bringer hun en tilstedeværelse og karisma til lærredet, der rev mig fuldstændig med! Hun spiller en forbistret kvinde, som lader sine indre dæmoner forpeste verden omkring hende. Det sker på så underspillet og elegant facon, at karakteren fremstår skræmmende troværdig. Inga er en af den slags mennesker, man undgår i Netto, fordi vedkommendes blik indeholder så meget afsky, at det kan ødelægge din dag blot at være genstand for det.

Islandsk saga anno 2018
Instruktør Hafsteinn Gunnar Sigurösson har dirigeret kameraet med sikker hånd. Filmen bugner af smukke og stemningsmættede indstillinger. Allerede ved åbningstitlerne vidste jeg, at der var lagt i kakkelovnen til æstetisk forkælelse. Men i sidste ende er det lydsiden, der eleverer oplevelsen til skyhøjt niveau. Mesterkomponisten Daníel Bjarnason er bagmanden, og han har ramt plet! Titelmusikken stiger støt i intensitet, markeres med klavernedslag og afbrydes af forvredne violiner. Det er horrormusik par excellence og løfter visse scener til decideret gys.

’Under træet’ starter tragikomisk men snor sig gradvist ad thriller- og gyserretninger. På et tidspunkt kaster filmen sit socialrealistiske udtryk, og tager form som en moderne islandsk saga. Skiftet kan på en dårlig dag virke for umotiveret og pludseligt, men ingen kan pege fingre ad skuespil, instruktion og musik. ’Under træet’ er sjov, ubehagelig, smuk og intens. Hvad mere kan man forlange? Se den før din nabo!

Foto: kino.dk