Af Line Gøttsche Dyrholm

 

Hvad gør man, hvis man er ensom, og ens eneste ven er ved at blive stjålet af en anden? Hvad gør man, hvis man er kedelig, og der kommer én, som er spændende og får én selv til at gråne endnu mere? Man kan for eksempel dræbe vedkommende.

Og Bubble er ikke hverken en gangsterfilm eller et actiondrama. Tværtimod er den den mest lavmælte, underspillede film, jeg længe har set. Den kredser den om en forbrydelse, faktisk et mord. Som bliver begået af en midaldrende, permanentet kvinde.

Martha hedder hun, og hun arbejder på en plasticdukkefabrik sammen med den noget yngre Kyle, en afdæmpet, beskyttelsesbrillebærende fyr med dybt hængende skuldre.

Her har vi et to forknytte, beklemte og intenst fastfood-spisende skæbner. Martha passer sin syge far; Kyle bor stadig hjemme hos sin mor. Sammen har Kyle og Martha en form for venskab, men Kyle trænger til et rigtigt ungdomsliv, og Martha savner – et liv.

Fjernsyn, fritter og fabrikken er den uforløste tilværelse, de lever i Ohio, indtil unge Rose flytter til byen. Rose er smuk, og skræmmende frimodig, synes Martha, og hun vækker den gnist i Kyle, som var så tæt på at dø ud. Hver dag foregår en stille flirten i fabrikkens rygerum. Og en aften ruller Kyle op foran Roses dør og tager hende ud på date.

Næste morgen er der sket et mord.

Bubble drejer sig om dét drab, men den er samtidig alt for raffineret i dens personbeskrivelser til at være en krimi. For det er netop i filmens kredsen om karaktererne, omdrejningspunktet ligger. Vi kender forbryderens navn, men ikke hendes sind eller bevægegrunde.

Hvad fik helt almindelige Martha, en ydmyg og pligtopfyldende kvinde, til at begå den værst tænkelige forbrydelse? Og hvordan reagerer hun efterfølgende? Kameraet undersøger i ubarmhjertige nærbilleder dette ansigt, som man aldrig helt kommer til at forstå.

Sådan er stemningen i filmen – ulmende uforløst, forknyt og modløs i dens golde, tungt stille tableauer. Det er larmende stilhed, knitrende burgerindpakninger og døende dialoger. Der er absolut intet, der sprudler i Bubble. Alting er underspillet, som om der er blevet skruet ned for lyden, farvetonen, humøret – ja, faktisk som om der var skruet ned for verden. Som svævede man rundt i en bobbel.

Bubble er en film, der resourcemæssigt er på sit absolutte lavpunkt. Den er klippet, filmet og instrueret af den selv samme Steven Soderberg, og skuespillerne er amatører. Ikke desto mindre er spillet så intenst og nærværende, at historien i sin stille, makabre enkelhed bliver næsten for virkelig.

Steven Soderbergh har lavet en film, som trækker én med langt ned i dybet af mismod og ensomhed. Tørt og goldt er det – hård kost på en i forvejen rå decemberdag. Men Bubble er så intelligent, menneskelig og modig, at den fortjener et syn. 

 

5 af 6 stjerner