Når et bølgebrusende eksperiment ender i smukt havblik.
Få to sorte til at parre sig. Giv kvinderne magten, så mændene drives til oprør. Fjern folks privatliv og pres dem til det yderste. Skab et mikrokosmos. Alt det er præmisser, som den lettere perverse antropolog Santiago Genovés stiller op for at studere mennesker i et forsøg, der minder om Robinsonekspeditionen på steroider.
I de koldkrigsramte 70’ere får Santiago Genovés den vanvittige idé at han ved at sende fem mænd og seks kvinder over atlanten på en minimalistisk tømmerflåde vil kunne løse alverdens konflikter og skabe fred i verden. Hvad der starter med en flykapring, ender i et intenst antropologisk studie og socialt eksperiment, hvor mennesker er reduceret til forsøgskaniner. Kvinderne bliver sat på de ledende og vigtige poster, og de er alle nøje udvalgte, fordi de spænder bredt rent kulturelt, men alle har det tilfælles, at de betragtes som attraktive.
Kunstneren sætter den sikreste kurs
Det er over 40 år siden, at tømmerflåden Acali sejler i land ved Mexicos kyst, og eksperimentet afsluttes. I nutiden har instruktør Marcus Lindeen samlet alle de nulevende forsøgspersoner og placeret dem på en 1:1 udgave af Acali. Publikum får også serveret noget af det videnskabelige videomateriale, og Santiago Genovés’ notater er brugt til at fortælle om de tanker og observationer, den excentriske forsker har gjort sig.
Mennesker når de er bedst og værst
Det er nemt at finde sympati for de ældre mennesker, der vimser lidt nysgerrigt og nostalgisk rundt på den tømmerflåde, der i tre måneder var hele deres liv. De sludrer i store grupper, i små grupper og alene om turen, menneskene og hele eksperimentets videnskabelige grundlag. Forsøgspersonerne har været en del af et vanvittigt projekt, som slet og ret ikke gav det forventede resultat.
Sløjfen på hele idéen
Den elegante sammensætning af studieoptagelser fra nutiden og de gyngende smalfilmsoptagelser fra tømmerflåden skaber både kontrast og argument for hele eksperimentet og dokumentaren. Som var Marcus Lindeen den sidste brik i Santiago Genovés’ eksperiment, der elegant formidler konklusionen på hele eksperimentet.
Højt at flyve, højt at lande
‘The Raft’ er en dokumentar, der fascinerer i en sådan grad, at man har lyst til efterfølgende at dykke yderligere ned i eksperimentet, menneskene og alt det historie, der er forbundet hertil. Med andre ord virker den. ‘The Raft’ formår, hvad den bør, og den underholder og bjergtager undervejs. Sæt vind i sejlende, skrot nutidens realityprogrammer og tag en tur med et af de vildeste sociale eksperimenter, verden nogensinde har set.