Førstegangssex og gamlingegråd går ikke godt i spænd i ’Soning’-forfatters periodedrama.

Er man som biografgænger på udkig efter subtilitet og kløgtige antydninger, skal man nok ikke rette blikket mod Ian McEwan, der gennem sit forfatterskab er blevet storleverandør af svulstige følelser og altomsluttende, livslang lidenskab.

For bare to uger siden var der dansk premiere på ’Dommerens valg’, hvis romanforlæg og manuskript denne 70-årige englænder stod bag. Her skiftede et ellers interessant retssalsdrama over i melodrama, store følelser og gråd i lange baner. Nu har McEwan gentaget bedriften i ’Den dag på stranden’.

Den første gang
Denne gang instrueres McEwans manuskript af debutanten Dominic Cooke, der har snart 20 års erfaring fra teatret. ’Den dag ved stranden’ føles da også til tider som et teaterstykke, idet meget af handlingen udspiller sig i de samme indendørsrammer.

Stortalentet Saoirse Ronan, som fik sin første Oscar-nominering for McEwan-fortællingen ’Soning’, og den mindre kendte Billy Howle spiller Florence og Edward – et ungt engelsk par, der netop er blevet gift og tilbringer bryllupsrejsen på et hotel ved Chesil Beach. Allerede fra start er der en ualmindeligt trykket og akavet stemning på hotelværelset, hvor to kluntede tjenere serverer dem aftenmenuen. Ægtefolket forsøger at konversere om løst og fast, men noget går dem tydeligt på.

Det skyldes, at parret har ventet helt til den store dag med at have sex første gang, som det sig jo hør og bør. Og da filmen foregår i 1960’erne, er der ikke megen information at hente om, hvorledes den seksuelle akt foregår. I en blanding af uvidenhed og forventningspres går elskovsforsøget på det bordeauxrøde sengetøj derfor helt galt, og det kommer til at have store konsekvenser for deres forhold og deres resterende liv.

Indlevelseskvaler
’Den dag på stranden’ er bedst, når den maler kontrasten op mellem før og nu. Det akavede og ubehagelige tilløb på hotelværelset krydses med en masse flashbacks, som viser kærlighedsforholdets begyndelse. Her står den spirende, uskyldige og uforbeholdne forelskelse i trygge rammer i stærk modsætning til de to usikre mennesker i nutiden.

Men selvom Ronan og Howle gør det fint som rigmandsdatteren Florence og middelklasselømlen Edward, der forelsker sig på tværs af samfundslag, havde jeg undervejs svært ved virkelig at holde med dem. Måske er det, fordi de indeholder menneskelige, men ganske irriterende og usympatiske karakterbrister. Måske kunne jeg ikke føle den tilsyneladende betingelsesløse forelskelse i skuespillernes kemi.

Faktisk fandt jeg markant større interesse i filmens hjerteskærende portræt af Edwards familie, som også bliver præsenteret gennem tilbageblik. På trods af en hjerneskadet mor forsøger faren og Edwards småsøstre at holde på formerne og være en normal familie, og det bliver en hel del nemmere, når sønnens nye kæreste Florence kommer på besøg og får lidt styr på husholdningen.

Mine helt store indlevelseskvaler forekom imidlertid mod slutningen, der springer frem i tiden og sminker vores hovedpersoner 40 år ældre. Selvom makeuppen var fint lavet, kunne den desværre ikke undgå at tage mig helt ud af oplevelsen.

Blandet med en corny, tårevæddet og helt igennem Ian McEwan’sk afrunding efterlod en ellers velproduceret indføring i 60’er-Englands ungdomsproblematikker denne skribent med den samme lunkne følelse, som mine møder med den engelske forfatter har for vane at give.

Foto: Miracle Film