Tidsløs, levn fra en fortid, kunstværk, prætentiøs. Hvad end man kalder Kubricks sci-fi klassiker, kan man ikke komme uden om, at der ingen film er som den!
Som en uskyldig lille filmelsker på 10 år, åbnede verden sig op for mig, da jeg læste American Film Institute’s top-100 over bedste film nogensinde. Dengang købte jeg ideen om, at der fandtes en objektiv liste over de bedste film nogensinde. Jeg læste den grundigt igennem og blandt alle sort/hvide filmperler fra 40’erne, var der en film, der skilte sig ud med sit tal i titlen; ’2001: A Space Oddyssey’. Det lød som en skør titel, men en lørdag aften lærte jeg af Se og Hørs programoversigt, at filmen blev sendt kl. 22:00 på TCM. Se og Hør valgte endda at smide deres God-Film-stempel på, så det måtte jo være et godt tegn (Se og Hør synes også at ’What happens in Vegas’ med Cameron Diaz er værdig nok til at få deres God-Film-stempel, så det kan diskuteres, hvor valid et billedugeblad var som kilde). Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men mit første møde med Stanley Kubricks mesterværk fra 1968 endte med at blive en livsforandrende oplevelse.
Abernes Rumrejse
Da jeg så ’2001: A Space Odyssey’ for første gang på en mindre tv-skærm i Sønderjylland, forstod jeg ikke særlig meget af den storslåede rumrejse. Inden man overhovedet når til den titulære rumodyssé, følger man en flok aber. Efter et møde med en mystisk monolit, støder en af aberne på en masse knoglerester. Pludselig begynder aben ihærdigt at slå med en knogle, og Richard Strauss’ majestætiske ”Also Sprach Zarathustra” spilles i baggrunden. Som 10-årig kunne jeg ikke fatte, at mennesket havde opdaget våbnet, men Kubricks filmsprog fik mig i det mindste til at indse, at det var noget usædvanligt, jeg var vidne til. Sådan lærte jeg som 10-årig filmrekrut at elske ’2001: A Space Odyssey’, uden jeg egentlig forstod, hvad den reelt drejede sig om.
Fra sønderjysk tv-skærm til københavnsk IMAX
13 år senere, og jeg er stadigvæk ikke sikker på monolitternes betydning, eller hvorfor jeg er ved at blive rørt til tårer, når et foster svæver rundt i det uendeligt tomme, ydre rum. Historien om Jupitermissionen er endda fyldt med flere langsommelige passager, end jeg husker. I sidste ende er det Kubricks mesterlige filmsprog og lydspor, som bærer fortællingen og publikummets interesse. Det er så ekstraordinært, at ’2001: A Space Odyssey’ lærte mit 10-årige jeg, at film kan være fantastiske uden at indeholde bølgemodel-drama, seje one-liners, og virkelighedsnært skuespil. At det stadigvæk ser vidunderligt ud i IMAX, viser kun, hvor banebrydende det spektakulære rumeventyr må have været i 1968!
Nyrestaureret og stadig relevant
I disse tider, hvor man knap nok kan stole på sin Facebook-app, er historien om den menneskeskabte supercomputer HAL, der langsomt bevæger sig over i det vederstyggelige, stadig et væsentligt tema at diskutere. Derudover er det en tidløs fornøjelse at analysere monolitternes flertydighed. Novellen, som rumrejsen er baseret på, forklarer faktisk meningen bag alt mystikken. Kubrick valgte at ignorere denne del i sin filmatisering, og gudskelov for det! Det ville fjerne meget af det, som ”2001: A Space Oddysey” har været for både mit 10-årige og 23-årige jeg; et uforklarligt mesterværk! Nogle filmelskere vil se dens langsomme artistiske passager som den rene tortur at komme igennem, andre vil se det som en åndelig rejse. Uanset hvilken side man ligger på, vil jeg vove at påstå, at alle vil få et eller andet ud af Kubricks 50-årige sci-fi klassiker. For dem, der tidligere har været med på rumrejsen, forvirret 10-årig eller ej, er et gensyn med denne klassiker et must! I sin nyrestaurerede IMAX-udgave har Kubricks mesterværk aldrig været mere majestætisk!
Copyright: MGM