Filmfestivalloven §12: Det er tilladt at medbringe snacks og drinks, som hverken er købt i eller tilladt af biografen til en filmvisning, hvis denne er mere end tre timer og tre kvarter lang.

Når man forsøger at dække sine oplevelser på en filmfestival i få opsamlende blogopslag uden forinden at vælge film, der rent faktisk passer sammen, så bliver man hurtigt nødt til at forcere en rød tråd. Det er præcis, hvad jeg vil gøre denne gang, men til at starte med, vil jeg berette om, hvordan jeg i en alder af 22år beviste overfor mig selv og omverdenen, at jeg indiskutabelt hører til blandt bukkene og ikke fårene (et af de sidste socialt acceptable politisk ukorrekte talemåder i øvrigt) af Danmarks biografgængere.

’An Elephant sitting still’ er en Kinesisk socialrealistik film. Det er spillefilmsdebuten for Bo Hu, som på tragisk vis tog sit eget liv, inden filmen havde præmiere i Rusland i vinters. I udlandet er den blevet rost til skyerne, og den er sågar nomineret til PIX’s Publikumspris i år. Dette er alt sammen lovende og interessant, men det var ikke af nogle af disse årsager, jeg tog i biografen. Det var fordi, den er tre timer, 54 minutter og tre sekunder lang. ”Mit Mount Everest”. Den slags kræver forberedelse.

Det er aldrig god stil at medbringe snacks købt uden for biografen, men der var ingen tvivl om at et betydeligt næringsindtag var nødvindigt. Derfor måtte jeg henvise til/opfinde paragraf 12, hvilket tillod mig at indkøbe to flasker vand, en flaske cola og tre chokoladeboller i en nærliggende Netto. Efter at have pakket disse ned i min taske og polstret dem med trøjer, så biografernes mange ansatte vagter ikke skulle afsløre mig under deres uundgåelige kropsvisitation, begav jeg mig ind i bygningen.

På vejen mod min destination: sal A, række 1, sæde 1 (seriøst), mistede jeg min appetit for kriminalitet og afveg tynget af samvittighed mod etablissementets café for at råde nogenlunde bod på min gerning. Hellere end at tilstå mine skumle bedrifter valgte jeg at kompensere for stedets katastrofale pengetab ved at erhverve mig en passende dyr sandwich. Desværre valgte den uhyggeligt sympatiske mand bag disken at varme mit indkøb, hvilket skabte en ny uligevægt i min samvittighed, og jeg blev således nødt til også at købe mig en kop kaffe.

Dernæst gik det op for mig, at den opvarmede sandwich ikke var tilladt at medbringe i A11. Det så sort ud, og jeg var overbevist om, at den rare sandwichmand kunne se, hvor meget jeg svedte. Der var kun en mulighed. Jeg måtte Breake totalt Bad, så jeg sprang ind på et toilet, hvor jeg pakkede min lune frokost ind i servietter og derefter placerede den imellem to trøjer i tasken. Jeg var blevet Walter White.

Med rystende og koldsvedvåde ben listede jeg mig til A11 tynget af skam. Det var mig en gåde, hvordan jeg kunne have bildt mig ind, at det var noget som helst i nærheden af passende opførsel. Hvad måtte de andre biografgæster ikke tænke, når de så mig fortære mit bytte midt i filmen? Tre minutter efter visningen gik i gang, hørte jeg tyve forskellige lyde af chipsposer, sodavandsdåser og, hvad der lød som en indpakket helstegt pattegris, blive åbnet. Forbryderne var samlet. Tid til film.

Græd! Græder du nu? Spørger igen om tre timer
Efter min ekstremsportsagtige biografbedrift kom jeg med en lille kinesisk tåre på kinden ud til et rum fyldt med belønnings-øl og en tilsyneladende forvirret Zlatko Buric. Jeg ved ikke, hvad han foretog sig der, men han gjorde ikke noget skidt for æstetikken. Det havde faktisk vist sig at være de mange timer værd.

’An Elephant sitting still’ var heldigvis en pragtfuld oplevelse af fuldkommen socialrealistisk elendighed. Filmens fire hovedpersoner har det ad helvede til hele tiden, og deres et døgn lange historie (jep 24 timer fortalt på fire) er fortalt på fornem vis. Blandt andet med fremragende kameraarbejde, hvor de fleste af historiens vigtigste begivenheder ses fuldstændig ude af fokus, imens de observerende hovedpersoner står knivskarpt i forgrunden. En af de der vidunderligt triste oplevelser.

Filmens længde blev i sidste ende dens fordel, for så lang tid tager det åbenbart for alvor at blive suget ind i den kinesiske slums melankolske kvaliteter og frustrerende skønhed.

Den kinesiske maratonfilm var dog ikke den eneste spøjse tåreperser, jeg har set på PIX i år. Den græske ”weird wave”-bølge har bragt endnu en lille perle i form af Babis Makridis’ ’Pity’, og den var jeg tirsdag eftermiddag inde at se. Suk. Flere tårer.

Drømmen om ulykkelighed
På trods af, at de weird wave-typiske quirky visuelle lækkerier naturligvis var i særklasse, er ’Pity’ faktisk en film, som vinder et hundrede procent på sin præmis. Fortællingen om en mand, som grundet sin kones komatilstand bliver dybt og inderligt afhængig af medlidenhed, og som får en depression, da medynken naturligt ophører, er en afsindigt interessant og et tabubelagt emne.

Jeg håber virkelig ikke, at det kun er mig, der kan sætte mig bare en lille smule ind i den ulækre billige fornøjelse, der er i at blive ynket. Desuden tænker jeg langt fra, at det er urealistisk, at mange mennesker har oplevet depressioner, når deres vante og accepterede tilværelser som ofre ophører, og tilvendings-processen til det ikke-ulykkelige liv begynder. Det er så nemt at have ondt af sig selv, og så hårdt at skulle være glad. En pointe, som filmen bedst illustrerer med dens glimrende og kreative brug af musik.

Selvom filmen uundgåeligt stikker af og bliver lige lovlig bestialsk til sidst, så holder dens pointe et fuldstændig og er rørende på en meget abstrakt og besværlig måde. Jeg fælder en meget lille tåre, som jeg ikke rigtig kan forklare. Måske fordi hovedpersonens tilværelse er fundamentalt sørgelig i sin psykoselignende tilstand, men måske i endnu højere grad fordi han er et ualmindeligt ulideligt og på alle måder forfærdeligt menneske og alligevel relaterbar på et niveau, som ingen – og heller ikke jeg – har lyst til at indrømme.

Således afsluttedes endnu en oplevelses-rapport fra denne indtil videre herlige om end trættende festival. Efter en omgang med hardcore melankoli og flugt fra biografernes ordensmagter føler jeg, at jeg snart har fortjent noget lettere. Næste gang bliver det en tur til komedierne.