Hans majestæt er ægte 17. århundrede-skæv sammen med sin livlæge/cannabisleverandør i den kongelige karret. ”Stod ved høje mast i røg og damp” uden tvivl.
Nogle gange, er det farligt at forelske sig for meget i et koncept. Da jeg hørte præmissen til Kasper Kalles debutspillefilm, var jeg så hooket, som havde jeg fået en lussing af Kaptajn Klo . Den sidste dag i landets måske mest legendariske konges liv fortalt udelukkende fra indersiden af den kongelige karre og så oven i købet med den altid hypnotiske Baard Owe i hovedrollen. Selvfølgelig kunne udførelsen umuligt blive forventningerne værdige.
En passende afslutning
Det ville være en tand for ærgerligt, hvis den respekterede Baard Owes sidste præstation inden hans død sidste år havde været en ringe en af slagsen, men det er heldigvis langt fra tilfældet. For mig var filmens ubestridte største kvalitet Owes intense skildring af den nedslidte og chokerende menneskelige legende.
Han indfanger perfekt, hvordan Christians tidligere storhed har ledt til en smertende frustration over nu at befinde sig i to meget lidt kongelige situationer. Han er nemlig fuldt klar over, at han – Kong Christian IV, som overlevede både syv meters fald og tabet af et øje – er nødt til at se en nært forestående død i øjnene. Som om dødsangsten ikke var nok, har han også besluttet sig for at konfrontere en endnu mindre kongelig og langt sværere følelse: jalousi.
Når det ikke er sexet nok at være konge
Mange år før forlod Christians elskerinde/kone Kirsten Munk ham, og han er stadig overbevist om, at dette var til fordel for hans tidligere ven, Rhinegreven. Det er derfor en dybt jaloux for ikke at sige barnlig monark, der på sin sidste rejse til København henter Kirsten ind i sin karret for at få syet det igennem mange år åbne sår sammen.
Den aldrende Kirsten er spillet af Karen-Lise Mynster og i filmens mange flashbacksekvenser, som også er karretbaserede, er det hendes virkelige datter Roselinde Mynster, der tager rollen, ligesom Rudi Køhnke her spiller den yngre Christian. Mor/datter-castingen fungerer naturligvis mere naturligt end samtlige dele af Rold Skov, og den problematiske romance er på trods af til tider ret så klodset dialog skildret ganske hæderligt om end ikke specielt ophidsende.
Royal ryger
Selvom præmissen holder, og præstationerne er udmærkede, så er og bliver det helt store problem den unge Christian. Ikke fordi Køhnke ikke er overbevisende, men der bruges simpelthen alt for lidt tid med ham, til at kontrasten imellem ham og Owes portrætteringer bliver egentligt effektfulde.
Filmens kerne er den melankolske menneskeliggørelse af actionkongen Christian, men selvom jeg som dansker har et niveau af kendskab til hans historier, så mangler jeg en emotionel forbindelse til hans tidligere jeg i filmens kontekst, før jeg for alvor kan tude over hans ynkelige sidste tid. Owes glimrende præstation får simpelthen ikke den effekt, den kunne have haft.
Det er bare ikke nær så skægt/trist at se den rådnende regent ryge en ordentlig patriarkalsk pibe pot med sin livlæge i en hestevogn, når vejen hertil er så svagt skildret. Selvom karret-idéen umiddelbart lyder fængslende (pun intended), så ender den med kun at være begrænsende for fortællingens muligheder, og det viser sig at være en af de meget få filmoplevelser, som faktisk havde nydt godt af at være meget længere.
Ligegyldigt hvilken dag, jeg har haft, hvor jeg er, og hvem jeg er sammen med, så lover jeg, at jeg stadig altid vil sætte pris på at se hvilken som helst dansk regent på stoffer, men fremover vil jeg helst lige lære dem lidt bedre at kende først.
Foto: CPH PIX