Kan man lave en film på under seks måneder?

Det er altid interessant at se de danske film på CPH PIX, for de fleste har en kant og er anderledes end de danske film vi normalt ser i biografen. Derfor er det også med en vis forventning at jeg går i Dagmar denne lørdag aften for at se Kasper Juhls ’Månebrand’. Kasper Juhl debuterede på CPH PIX i 2015 med den psykologiske gyser ’Gudsforladt’.

De to destruktive søskende Valdemar og Aleksandra har en anderledes måde at more sig på ud over at drikke og feste en hel masse. De finder nemlig en glæde i at genere og antaste uskyldige folk og særligt prostituerede. En dag møder Valdemar Rebekka, en almindelig sød pige som måske kan tilføje noget godt til hans liv. Men Aleksandra tager en lige så stor interesse i Rebekka, og der skabes splid mellem de to søskende.

Flotte præstationer
Filmen starter og en tung baslyd rammer min krop. Baslyden går over i en dyster stemning og jeg mærker allerede en begejstring for lyduniverset. Det skaber en foruroligende stemning som trækker mig ind og gør mig nysgerrig.

Generelt starter den bare godt. De tre hovedroller Johannes Nymark, Mie Gren og Julie Christiansen gør et fabelagtigt arbejde. De har en naturlighed over sig, og de er klart grunden til at jeg bliver draget ind og interesseret i den. Det bevægelige kamera vælger at være oppe i deres ansigter hele tiden og man får ikke meget af omgivelserne med, hvilket også gør at kameraet hele tiden er ude af fokus. Muligvis et stilvalg, men et irriterende et af slagsen.

Forvirrende struktur
Filmen er lavet på under seks måneder og det kan mærkes. Problemerne opstår da der ikke rigtig sker en større udvikling med karaktererne. De starter samme sted som de slutter og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad det er filmen vil fortælle mig. De alt for lange scener er klippet sammen så hele filmen virker som en lang montage, hvor hver del ikke har noget med den næste at gøre. Den manglende kontinuitet gør filmen forvirrende, og jeg føler hele tiden er der er en intern forståelse som jeg ikke er med i, og jeg ender med at kede mig lidt.

Den forvirrende struktur gør at jeg sidder tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål og føler mig hverken længere væk eller tættere på hovedkaraktererne. Jeg har brug for at blive taget mere i hånden. Fordi dette virke som om det er karakterernes film, så mangler jeg en tydelig begrundelse for de to søskendes væremåde og et større indblik i deres fortid. Hvorfor er de som de er? ’Månebrand’ er absolut en PIX film med kant, men nogle af disse kanter havde haft godt af lige at blive slebet lidt i den måske lidt for hurtige proces.

Foto: CPH PIX