Af Henrik Seehuusen

James Camerons Avatar er årtiets sidste, og muligvis største filmevent. Efter at have ligget stille op igennem 00erne vender Cameron frygteligt tilbage, med noget som kan måle sig med hans sidste film, som er intet mindre end verdens største i mere end én henseende. Mange vil dog påstå at Titanic også var en af hans værste film, på trods af dens enorme gennemslagskraft, nyder den ikke samme anseelse som flere af hans andre banebrydende værker. Så er Avatar en gammel mands sidste krampetrækninger, eller er Cameron tilbage for fuld styrke, klar til igen at vise verden at han virkelig er the king of the world? Efter en hype-kampagne hvor alle sejl er sat på at overbevise verden om at Avatar ikke kan undgås, lå der et tungt pres på filmen. Den skulle simpelthen levere noget som aldrig var set før.

Og langt hen ad vejen lykkes det faktisk for Cameron. Han hviler på mange af de ting som har gjort mange af hans tidligere film til elskede klassikere – samt store kassesucceser – men formår også at kreere, at skabe i frihed, noget som er så imponerende og nyt, at man som publikum ikke kan undgå at overgive sig og forelske sig i fantasien. Hans nye verden – Pandora – er et overflødighedshorn af farver og eventyr. Der er intet forsøg på at gøre den troværdig eller nede-på-jorden med ligegyldige forklaringer og kedelig historiefortælling. Faktisk er hele grunde til at filmen foregår på Pandora forklaret i en enkelt sætning, og aldrig uddybet. Istedet er hele filmen fokuseret på oplevelsen af verden, set igennem hovedpersonen Jake Sullys øjne, og det fungerer forbilledligt. Vi sidder som publikum og savler over billederne og universet, og ønsker kun at opleve mere, mere, mere – og Cameron giver os det. Flere steder i filmen rammer ens kæbe gulvet, det er umuligt ikke at være imponeret af hvad der er blevet skabt.

Men en ting er at skabe en verden, en baggrund for handlingen, noget andet er det virkelig nyskabende i Avatar – nemlig de computerskabte figurer som gør det ud for skuespillerne. I en sammensmeltning af menneske og maskine opstår de store blå Na’Vier som karakterer på skærmen, og de virker. Teknologien er direkte nedstammet fra hvad WETA selv gjorde med Gollum, og senere langt mere succesfuldt med King Kong (for ikke at glemme det mest ambitiøse projekt, og det mest succesfulde – Ang Lee’s Hulk som Dennis Muren skabte hos ILM), men der er virkelig tale om det kvantespring som Cameron lovede da han startede på filmen. Omend den ikke helt ændrer spillereglerne, er Avatar langt foran sine samtidige, og lægger sig som den foreløbige kulmination på CGI (Computer Generated Imagery). Den er mere nyskabende end man kunne håbe på.

Computertræerne gror dog ikke helt ind i himlen for Cameron og co. For skulle Avatar have været det helt store event, den helt unikke film til at afslutte dette årti, i lighed med The Matrix for 10 år siden, så skulle den have været mere nyskabende i sin historie, som unægtelig er set før. Selvom den med små lækre detaljer formår at gøre den velkendte historie mere troværdig end set længe, er det langt hen ad vejen den samme gamle trædemølle. Samtidig er der andre svaghedspunkter – musikken er langt fra imponerende, og voice-over’et som optræder i filmen er ikke konsistent hele vejen igennem, og virker nogle gange forvirrende. Til gengæld er skuespillet upåklageligt, og karaktererne er gode. Især Stephen Lang er cool som den hårdeste marine siden R. Lee Ermey i Full Metal Jacket.

Avatar skal ses. Ikke nødvendigvis i 3D, da farverne bliver lidt mørkere af det, og 2D-udgaven giver en anden form for spektakulær oplevelse, men den skal ses. For alle som vil følge med i teknologi, for alle som vil se nye billeder, for alle som vil se fantasi udfolde sig grænseløst og for alle som vil have en fed biografoplevelse til at slutte årtiet med. Og tag bare familien med.

5 ud af 6 stjerner

James Cameron har med Avatar skabt et helt nyt univers befolket af Navi-folket. Lyt og læs her hvordan Cameron via et samarbejde med en proffessor har skabt et helt unik sprog til de blå kæmper.