Paths er en flot fortælling om alting og ingenting. Når kærligheden er helt utrolig smuk, men også lidt kedelig.

Denne yndige kærlighedsfortælling er både instrueret, skrevet og filmet af tyske Chris Miera. Det afspejler sig tydeligt i filmens helhed, hvor det hele passer sammen og stemningen for alvor bliver understøttet af alle elementer.

Er kærlighed kedeligt?
Vi møder ikke Andreas og Martin i den klassiske romcom-agtige ”meet cute” eller i jagten til lufthavnen for at nå hinanden eller i en hel tredje kærlighedskliché.
I stedet handler ’Paths’ om deres liv sammen, opture og nedture. Gode tider, skænderier, sygdom og det første kys – vi får lov at se det hele.
Fortællingen handler ”bare” om livet. Det er hverdag, forelskelse og tristhed i en meget naturlig og afdæmpet form. Et veludformet motiv af fotografier, kameraer og fotoalbums guider os simpelthen langsomt igennem udformningen af forskellige former for kærlighedsfyldte forhold. Fotografierne er en tydelig ledetråd om fortællingens forhold til gamle minder og gode tider.

Dog bliver vi ikke tilbudt noget centralt drama, og dette er både filmens helt store fordel og ulempe.
Faktum er desværre, at det kan blive lidt kedeligt at se livet udfolde sig. Jeg savner en egentlig konflikt, noget større og mere fyldestgørende end at vokse lidt fra hinanden. På et eller andet tidspunkt, bliver jeg ramt af følelsen af ”Hvor mange gange har jeg egentlig set det køleskab blive åbnet og lukket? Og er det nu det samme skud af sengen igen?”.

Repræsentation på en uproblematiseret måde
Hvad plottet ikke giver af spænding, giver fortællingen til gengæld i repræsentation. ’Paths’ viser os et helt almindeligt par – ikke på et eneste tidspunkt er det af sønderlig betydning, at det par udgøres af to mænd. Det er der noget ekstremt befriende ved. Det er forløsende og afslappende, når hver scene ikke befordrer den klassiske LGBT-film angst for, hvornår der mon kommer nogen og tager lykken væk.

Et æstetisk univers
Og så kan Chris Miera noget med æstetik. Det er tydeligt, at der har været en klar vision for, hvordan kærligheden her skulle se ud. Filmen er fyldt med en blanding af storslåede long-shots af landskabet og en delikat, dynamisk og intim kameraføring omkring parret. Det er rart at se på, og hiver mig lige ind i forholdets univers. Ligeledes støtter en afdæmpet farvepallette simpelthen så fint det mondæne udtryk.

Som instruktør, manuskriptforfatter og cinematograf har Chris Miera skabt et fantastisk smukt univers til sin LGBT kærlighedshistorie.