'Dykes, Camera, Action!' på MIX COPENHAGEN -

Vellykket dokumentar om lesbiske filmskabere henvender sig mest til filmvidenskabere.

Når snakken falder på homoseksualitet på film, så refereres der ofte til film om mandlig homoseksualitet som for eksempel ‘Brokeback Mountain’, ‘Moonlight’ og ‘Call me by your name’. Film med lesbiske karakterer som omdrejningspunkt har derimod stadigvæk ikke vundet samme udbredelse og anerkendelse. Så meget desto mere en lærerig oplevelse er det da, at kunne se dokumentaren ‘Dykes, Camera, Action!’ på MIX COPENHAGEN – en af verdens ældste LGBTQ-filmfestivaller.

Fra Stonewall til Netflix
Her er tale om en klassisk “talking heads”-dokumentar, hvor en række indflydelsesrige, lesbiske filmskabere og -kritikere beretter om opblomstringen af lesbiske film fra 70’erne og til idag. Interviewsne brydes op af arkivklip og scener fra de diskuterede film sat til smagfuld, elektronisk musik. Altså er her tale om et klassisk dokumentarformat uden de store overraskeler, drevet af selve emnet, det berører – og dét er heldigvis interessant.

De interviewede filmskabere tæller blandet andre Barbara Hammer, Su Friedrich, Rose Troche, Cheryl Dunye, Yoruba Richen, Desiree Akhavan og Vicky Du. Indflydelsesrige kvinder på den lesbiske filmscene, som jeg personligt aldrig havde hørt om før. De repræsenterer et stort udsnit af deres felt, og publikum bydes da på beretninger om udviklingen af lesbiske film lige fra Stonewalloptøjerne til Rødestrømpebevægelsens storhedstid og fremkomsten af Netflix.

2 nerdy 4 me
Fordi her er tale om filmhistorie omhandlende en meget specifik genre, der får sin opblomstring i 1970’ernes kønspolitiske bevægelser, så er fokusset i overvejende grad lagt på mere eller mindre eksperimentelle kunstfilm. Det kan ikke være anderledes, da lesbiske i 60’erne og 70’erne havde endnu mindre repræsentation i mainstreamfilm, end de har idag.

Problemet med den slags smalfilm er dog, at det er svært for folk uden for film- og medievidenskab at lade sig betage af. ‘Dykes, Camera, Action!’ kommer altså til at have et fokus på avantgarde filmkunst, der er så nørdet, at jeg tror, at selv blandt det lesbiske publikum vil man stadig få mere ud af filmen, jo større en filmnørd man er.

Repræsentation anno 2018
‘Dykes, Camera, Action!’ er bedst, når dens hovedpersoner fortæller om deres personlige oplevelser med at opdage deres seksualitet, udforske den i filmkunsten og springe ud. Det er først og fremmest de sjove og livsbekræftende fortællinger, der får lov at fylde – det er altid rart at kunne lære noget mens man er underholdt! En fin balance, som instruktør Caroline Berler mestrer, selvom om dette blot er hendes første fuldlængde film.

Jo tættere på nutiden fortællingen bevæger sig, jo flere “almindelige” mainstreamfilm bliver hevet frem som eksempler. Dét gør det lidt lettere for almindelige dødelige filmfans (som mig selv) at være med på referencerammerne, og tillader de interviewede hovedpersoner at tage fat på en særdeles nutidig debat: repræsentation.

For hvorfor er det i det hele taget vigtigt for lesbiske og alle andre, at homoseksuelle kvinder får (og tager) plads bagved og foran filmkameraet? Hvad betyder det som ung lesbisk at kunne se sig selv repræsenteret i filmkunsten? Og kan repræsentation i Hollywood-film overhovedet være emancipatorisk? Eller er det kun forbeholdt avantgardefilmkunstens komplette afvisning af de klassiske narrative og kommercielle konventioner, Hollywood lever efter?

Netop disse spørgsmål ender med at være rygraden i ‘Dykes, Camera, Action!’, og kunne ikke være mere relevante, taget betragtning af diskussionen om transkønnede og repræsentation, som MIX COPENHAGEN’s stillingtagen til spørgsmålet har afledt.