Af Martin Wolsgaard

Spørgsmålet der presser sig på efter at have set Nine, drejer sig om, hvorvidt denne musicalfilmatisering er spektakulær eller blot et spektakel. Den er baseret på Federico Fellinis 8½, prøver på samme måde at indfange ånden af kreativ frustration i samspillet med kunstnerens indre drivkraft – fantasien. Nine er således også blevet brandet på at være en fortælling om kunstens kerne, dét at skabe. Nine er dog en fri fortolkning af Fellinis mesterværk, hvor nogle ting dog står tilbage, heraf er især kostumerne, kulissen og den meget hektiske stemning nævneværdig.

Hovedpersonen i Nine spilles af Daniel Day-Lewis, der portrætterer karakteren Guido Contini, en berømt italiensk filminstruktør, der har stort besværligheder med sit næste projekt. Der er ikke noget manuskript, ingen inspiration, men presset tynger overalt omkring ham – alle regner med, at han hiver noget genialt ud af ærmet. Historien drives frem af Day-Lewis’ søgen på inspiration, hvor han jonglerer med sin kone (Marion Cotillard), elskerinde (Penelope Cruz), producer og tidligere muse (Nicole Kidman). Denne rejse fører os ligeledes ind i hans psyke i kraft af barndomsminder, dels omhandlende fascinationen af hjembyens lokale luder og dels om hans store kærlighed til sin mor (Sophia Lorren).

Nine kan ikke klandres for noget på skuespilsiden. Daniel Day-Lewis er som altid en fryd, og leverer endnu engang en (måske) oscarværdig præstation, hvor han på imponerende vis indfanger den Fellini-agtige charmøritaliener. Især Marion Cotillard er fremragende, betagende og charmerende. Hun fremmaner store følelsesmæssige udtryk i meget fine og meget underspillede træk – en imponerende præstation, helt ind til benet.

Nine kan dog sagtens klandres for at være rodet. Det er en musical om en film indeni en anden film, og kommer i sidste ende til at miste lag af autencitet. Budskabet bliver således også forvrænget af de mange sidespring og omveje i historien, der egentlig gør det endelige produkt mere kaotisk end egentlig spektakulært. Musicalelementet i film er jeg som regel ikke fan af, men i Nine fungerer det egentlig fint i samspil med plottet. Sangene bliver dog efter min mening noget fjollede og uinspirerende i forhold til filmens ellers interessante hovedtema. Der er uden tvivl anbefalelsesværdige elementer i Nine, men de overskygges desværre af det spektakulære spektakel, der i bund og grund virker teatralske bare for at være det.

3 ud af 6 stjerner.