Så kom vi til den, enhver LGBT-festivals uundgåelige indhold – AIDS-dokumentaren. Denne gang er den glad og inkluderende, selv for AIDS-begyndere.

Dr. Kristen Ries er den stille og ydmyge helt, som i mange år var den eneste læge i den amerikanske delstat Utah, der ville behandle HIV og AIDS smittede. Dette er historien om hende og hendes kamp for at redde liv i en ekstremt udsat befolkningsgruppe, som alle andre nægtede at behandle.
Filmen kræver ikke, at du ved alt om AIDS epidemien. I stedet er producenterne søde at sætte små tidslinjer og grafikker ind, for også at lade AIDS-begynderne være med.

Endnu en AIDS-fortælling?
‘Quiet Heroes’ håndterer et tema, som vi efterhånden har set portrætteret i voldsomt mange film, både i dokumentar- og fiktionsform. Det har vi af gode grunde, AIDS var og er en forfærdelig epidemi, der har dræbt mere end 35 millioner mennesker. Men det betyder også, at der er blevet sagt en hel del om emnet allerede. Det kan være svært at finde på noget nyt at sige.
Alligevel er det lykkedes at finde en ny vinkel i denne dokumentar. Filmen fokuserer i mindre grad på politik, og beskæftiger sig i stedet med de godhjertede mennesker, der kom til hjælp under epidemien. Vi møder de fantastiske kvinder, som kæmpede for de smittedes liv. Ikke kun med medicin, men også med kram og samvær. Det er en smuk oplevelse, at få lov at se nogle af alle de mennesker, som Dr. Ries og hendes partner hjalp, udtale sig.

Må man lave en AIDS-film, der glemmer politikken?
Dog kommer filmen ved dette hjertevarmende fokus til at negligere nogle af de vigtige politiske og menneskelige problemstillinger, der også var en stor del af tiden under epidemien. Dr. Ries arbejdede i Salt Lake City, ”hovedstaden” for den mormonske religion. Dette nævner dokumentaren dog stort set kun som sidekommentar. På trods af, realiteten selvfølgelig har været, at det har betydet, samfundet tog ekstremt stor afstand til de syge – Både i form af had, men også i lovgivningen og finansieringen af hjælpen til dem.
Jeg synes i virkeligheden, det er rigtig rart, at der er plads til glæde og lettelse i denne dokumentar. Det er en svær følelse at opnå i en dokumentar, der handler om så forfærdelig en sygdom. Det ville have været langt nemmere at sætte en masse triste dødshistorier og forfærdelige billeder af de syge ind.
‘Quiet Heroes’ balancerer på en tynd linje, hvor seriøsitet og positiv historiefortælling mødes. Det er en imponerende bedrift.

Kluddermor af historier
Filmens fortælling rører mig virkelig, men den har også nogle mangler.
Det bliver hurtigt lidt rodet og svært at bevare overblikket, når instruktørerne vil så meget, som de vil her. Der er mange historier de kunne nævne, og de skulle nok have valgt at sortere et par fra. Vi får præsenteret fem forskellige sygdomshistorier i en 67 minutter lang film. Det er der ikke plads til. Slet ikke hvis man også vil have fokus på Dr. Ries og hendes partner.
Resultatet er blevet et mindre kaos af navne og identiteter, vi som seer skal huske og anerkende. Det kan ikke lade sig gøre.
Havde de i stedet nøjedes med to eller tre af historierne, vil jeg vove at påstå, hele dokumentaren havde virket meget bedre. Vi havde fået de samme dybfølte historier og måske endda i et bedre format, hvis man havde fortalt dem mere fokuseret.

Nogle gange må man gå hårdt til kniven for at skabe en rammende fortælling. Det burde “Quiet Heroes” – trods dens rørende og positive fortælling – i langt højere grad have gjort.
Alligevel kan denne positive tone noget fantastisk, som mange dokumentarer tit glemmer. Det betyder alt i alt at jeg er super tilfreds med, at ‘Quiet Heroes’ blev min sidste film på MIX Copenhagen.