En film der rør ud over dine følelser.
Film, et medie der taler til flere af vores sanser. Synet og hørelsen er det umiddelbare, som vi alle oplever. Engang imellem rammer en film også følesansen. Vi kender det, hvis vi ser noget ubehageligt, at vores krop reagerer med væmmelse. Det vender sig i maven eller hårene rejser sig. Men kan man overhovedet sige, at man bogstaveligt talt kan føle på de ting, der sker på lærredet?
Rør ved mig
Det forsøger den rumænske instruktør Adina Pintilie med sin enormt kropslige film ’Touch me not’, der vandt Guldbjørnen på Berlinalen i år. Her møder vi tre mennesker, der hver har deres helt særlige forhold til kroppen og seksualitet, men alle søger den samme nærhed og intimitet med et andet menneske. Laura, der har svært ved nærvær og andre menneskers berøring, men som forsøger at overkomme det vedhjælp af forskellige alternative metoder. Tomas, der kæmper med sine egne barriere og sin nysgerrighed. Den fysisk handicappede Christian der udforsker seksualitet med enormt stort selvværd.
Det er absolut ikke en film, der vil falde i alles smag. Den kræver en vis tålmodighed og åbenhed, med dens anderledes opbygning, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er ophævet. Handlingen er lille, og på trods af stor udvikling i flere af karaktererne er dramaet er næsten ikke eksisterende, men det er heller ikke det, der er dens mål, eller der, som gør den fascinerende.
Dens store force er dens ekstreme nærbilleder og et dvælende tempo, som gør, at den føles enormt taktil. Kameraet bliver dermed mine hænder, der rører ved karakterernes kropsdele. Jeg bliver inviteret ind i et voldsomt intimt rum, hvor alle kropstyper er velkomne og intet bliver udeladt.
At være hudsulten
På trods af personernes egne barrierer er al generthed strippet væk, og vi får et hudløst (pun intended) ærligt og enormt inspirerende indblik i krop og seksualitet. Dens dokumentariske stil giver rum til selvreflektion og selvransagelse. Den tager mig ud af filmen og løfter mig op på et højere plan, hvor jeg begynder at reflektere over mit eget forhold til min krop og seksualitet.
Jeg har altid været fascineret af menneskekroppen og af at observere den i alle forskellige former og farver, men i vores bornerte samfund er denne voyeurtendens ikke velset. Derfor er det enormt befriende, at man her får lov til at kigge og beundre det anderledes. At være nysgerrig uden at skamme sig. Det gør karaktererne nemlig ikke. Filmen fortæller os på fineste vis, at der intet skamfuldt er over de forskelligheder, vi hver især har. Hver en kropslig herlighed bliver vist frem, og jeg elsker det.
