Af
NICOLAI MELDGAARD ESKESEN
Siden Cinemateket i August sidste år lancerede ”Månedens film” har mindre film som premieren Tulpan til den amerikanske indiefilm Frozen river været mulig at se for det københavnske publikum. I Årets første måned har man således mulighed for at komme med tilbage til Paris anno 1977, og følge den 11 år gamle Stella og hendes kamp for at passe ind på den nye skole. Instruktøren Sylvie Verheyde har med udgangspunkt i sit eget liv som teenager skabt en lille tidslomme af en film, der i sine bedste momenter ligner noget Martin Scorsese i tiden omkring Mean streets og Taxi driver kunne havet lavet i samarbejde med Francois Trauffaut i en genindspilning af Les quatre cents coups(Ung Flugt).
Stella er stik imod, hvad man ud fra ovenstående skulle foranlediges til at tro, ikke lavet for mere end 20 år siden. Faktisk havde den premiere i Frankrig for 2 år siden og har desuden vundet priser for manuskript og bedste birolle til Benjamin Biolay, der spiller perfekt som Stellas forsmåede far. Moren; Roselyne (Karole Rocher) har nemlig undervejs i filmen en affære og selvom vi opdager dette gennem Stella, ulmer denne konflikt længe inden vi rent faktisk får den udspillet.
Grunden hertil er at filmens hovedfokus hviler på Stella og hendes liv, og ikke mindst konflikten mellem hendes nye liv, som elev på en fin skole og så det kendte, men mere vilde liv på forælderens cafe. Kontrasten er fint understreget ved Verheydes brug af håndholdt kamera i scenerne på cafeen imod det stillestående i klasseværelset. Stella, der er vandt til det sidste, har svært ved at begår sig i det nye univers, hvor meget er svært og endnu mere kedeligt. Så er der mere sjov ved livet i og omkring stamgæsterne i cafeen og ikke mindst den charmerende Alain (Guillaume Depardieu), som Stella er lidt forelsket i.
Stellas problemer i skolen beskrives som de udvikler og formerer sig på en ligefrem, men humoristisk facon med pigens egne kommentarer til det skete, som når hun forklarer hendes koleriske engelsklærers adfærd og generelle had overfor samtlige elever. Da Stella bliver venner med Gladys(Mélissa Rodriguès), der kommer fra en intellektuel familie åbner det venskab Stella for litteraturens forunderlige verden og dermed ordene og lysten til at fortsætte i skolen.
Stella er en stemningsmættet skildring af et barns overgang til ungdommen, der er inspireret kraftigt fra instruktørens eget liv. Léora Barbara er et fund som den på en gang selvsikre, rapkæftede, søde og sprælske Stella. Hertil kommer at miljøbeskrivelsen af familiens hjem, den altid fyldte cafe. Her er stemningen til at tage på, når et af de overrislede gæster synger med på en fransk släger, eller når et dusin svedende og råbende mænd ser fodbold på et Tv, der ikke er meget større end mine forældres gamle rejsefjernsyn på 14 tommer.
4 ud af 6 stjerner
Se mere om filmen samt spilletider i Cinemateket her