Om hvorfor ineffektivitet og sjusk er uundværligt, og hvad det har at gøre, med skurke der er velklædte.

Fra en som mildest talt er skeptisk overfor tidens tendens til at kaste spin-offs og genindspilninger ud til højre og venstre, formår Newt Scamander (Eddie Redmayne) at varme mit mugglerhjerte. Som anden film ud af fem står ’Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ overfor det klassiske dilemma, som enhver spin-off må se i øjnene. For har vi brug for mere af det magiske univers, vi i forvejen kender fra Harry Potter filmene?

Velklædte skurke
I den første film ’Fantastiske skabninger og hvor de findes’ blev jeg præsenteret for et mørkt univers, hvor der også i særlig grad var plads til fascination og en stor portion humor. Dog er både finurligheden og det komiske droslet drastisk ned i anden film, hvor hovedvægten ligger på det dystre. Allerede fra første scene vender en af de mest magtfulde mørke troldmænd, som verden hidtil har kendt, tilbage, og denne troldmand er intet mindre end Gellert Grindelwald (Johnny Depp).

Grindelwald er en klassisk skurk i J. K. Rowlings magiske univers, hvor de onde er velklædte, veltalende og manipulerende skikkelser. Med magt kommer altså kontrol, orden og beherskelse. Det er en magt, der stiger skurkene til hovedet. De bliver simpelthen ramt af storhedsvanvid, der fører til splid mellem magikere og mugglere. Her er Grindelwald ingen undtagelse, og selv om vi har set konflikten før, er den stadig både relevant og spændende.

Lurvede helte
For at bekæmpe de trimmede skurke må der en sjusket, lurvet og til tider fuldstændig ukontrollerbar helt til. En sådan helt er Newt Scamander, der med sit støvede tøj, alt for lange hår og vigende blik undgår enhver form for magtanvendelse. Han ligefrem skaber tumulte situationer, når han igen og igen lader sine ustyrlige Nifflers slippe fri.

Han både slikker på den bare jord, bliver støvet af, af en magisk rengøringsmaskine og kryber uden om alle regler, som diverse ministeriums for magi opstiller. Med andre ord gør han, hvad han mener er rigtigt, og det også når han forfølger sine idealer uden at tage hensyn til de personlige konsekvenser.

Det er charmerende og forfriskende at have en helt, der er så ineffektiv. Her rammer ’Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser’ lige ind i min kærlighed for den rebelskhed og modstand, der ligger i det magiske univers. Det utilregnelige er nemlig det, jeg finder mest opsigtsvækkende og tiltalende, da det stærkeste træk mod en kontrollerende og effektivisereret skurk netop er det, at være ineffektiv og ukontrollerbar.

Hvilken side vælger du?  
Vi har at gøre med et moderne eventyr, hvor den egentlige kamp udspilles mellem det velklædte og det lurvede. ’I don’t do sides’ fastholder Newt stædigt i filmens begyndelse, og det falder meget godt ned i det væsentligste indholdsmæssige problem.

Det at vælge side er nemlig uundgåeligt. Der er mange linjer, der skal ridses op, og karakterer der skal placeres og præsenteres. Newt bliver nødt til at vælge, før at kampen mod de mørke magter for alvor kan gå i gang. En kamp der forhåbentligt kommer til at være mere plads til, i den tredje film der udkommer i 2020.

Dog står kampen mellem det strømlinende og det krøllede, stadig klart tilbage. Det er filmens absolut største værdi, og også derfor at jeg synes at det magiske univers, stadig har noget vigtigt at byde på. Vi har stadig brug for en ineffektiv helt, der kan stå imod en effektiv skurk. Og vi skal mindes om, at det at være ineffektiv og ukontrollerbar har sine kvalifikationer i en verden, der er besat af effektivitet og kontrol.