Af
NICOLAI MELDGAARD ESKESEN

Med sin tredje film kombinerer Jason Reitman de sortsatiriske elementer der gør Thank you for smoking underholdene, med den humanistiske grundfølelse i Juno, til en aktuel film om den økonomiske krise, det moderne menneskes ensomhed og kampen for at nå 10 millioner flyvemil.

Det sidste er nok ikke et mål for mange, men sådan er det for Ryan Bingham (George Clooney). Hans job består i at rejse USA tyndt for, i sit job som konsulent, at fyre andre kriseramte virksomheders ansatte. Han er det, man med et amerikansk sportsudtryk kan kalde the go to guy for konfliktsky chefer, der frygter de ansattes reaktion. I hurtige klip ser vi disse reaktioner (hvor flere af dem i følge instruktøren og pressematerialet er optaget med rigtige personer), der spænder fra det triste, til hjerteskærende, til galgenhumoristisk, idet at vi ser en mand rydde Binghams skrivebord, hvorefter vi ser ham i armytøj, med elefanthue over hovedet og en riffel i hånden, lægge an til skud udover en motorvejsbro!

Selv er Ryan upåvirket af de reaktioner hans triste/tragiske budskab har på folk. Som en gennemrejsende ser ham aldrig disse mennesker igen og eventuelle konsekvenser, såsom selvmord og andet deprimerende, sørger han omhyggeligt for ikke at beskæftige sig med. I stedet koncentrer han sig om at samle så mange flyvemil som muligt for, som han fortæller Alex (Vera Farmiga), at blive den kun 7. person der bliver medlem af 10 millioner kilometer klubben. Alex er, som hun selv udtaler det, den kvindelige udgave af Bingham, hvilket deres første møde tydeligt viser. Her flirter de lystigt over hinandens omfangsrige arsenal af kundekort og udveksler oplevelser, om alt fra biludlejning til hotelophold, som om det var fortrolige, intime oplysninger. Her får Reitman vist sin respekt og kendskab til de gamle Hollywood film, hvor stjerneparrets første møde, også kaldet the meet-cute, eksekveres med lige dele humor og hurtige replikker.

Ryan bliver dog selv ramt af krisen, da hans chef (Jason Bateman) beslutter sig for at hyre den fremstormende karrierekvinde Natalie (Anna Kendrick), der via en rationaliseringsplan, der består i at fyre folk over nettet, overflødiggør Bingham. Mod sin vilje sættes han til at tage hende med på en sidste tur for at lære hende om de konkrete erfaringer ved fyringerne, således at fyringsmanualen kan blive perfekt.

Alt går (selvfølgelig) ikke efter planen, idet Natalies kæreste undervejs forlader hende og dermed kaster grus i hendes maskinelt timede plan for karrieren. Samtidig går Ryan hen og bliver forelsket i Alex, efter at have taget hende med til sin søsters bryllup. Langsomt begynder det at gå op for ham, at det at rejse let, ikke altid er den bedste måde at flyve på.

Up in the air er en samfundsatirisk screwball komedie med George Clooney i fineste form, som den charmerende skiderik der er hyret til at fyre. Instruktør Jason Reitman får undervejs i kritikken af Corporate America indflettet fine pointer om informationssamfundets muligheder og faldgruber. Ligesom i Thank you for smoking er flere af disse pointer grovkornede satiriske, som når Ryan påminder Natalie om, at man aldrig siger ”du er fyret”, men derimod ”du er blevet gået”, til en ansat.  Ligesom i Juno serveres det hele med lune og et glimt i øjet, således at det grelle faktum at en afskedigelse (ikke fyring) udløser skræmmende mange depressioner i USA, såvel som i DK, ikke alene bliver udholdeligt og tankevækkende, men også sjovt at se på.

– 4 ud af 6 stjerner –