Trier har endnu en gang skabt et forskruet univers med sig selv i centrum.
Der er mange associationer, som følger navnet Lars Von Trier. De mest hyppige er gal og genial.
Triers værker er næsten umulige at adskille fra hans egen kontroversielle væremåde, og på trods af et alsidigt og varierende bagkatalog af behandlede tematikker, skinner auteurens personlighed altid igennem.
Det gør sig især gældende for ’The House That Jack Built’. Provokativ og voldelig som altid, har Lars von Trier bygget endnu et lag på sine samlede værker. Muren mellem ham selv og tilskueren er fjernet, og der er nu direkte adgang til instruktørens inderste kerne.
Filmen følger den psykopatiske seriemorder Jack (Matt Dillon) og de mord, der har defineret ham. Det er voldeligt, intenst og ubehageligt, og som bekendt er Trier ikke bange for at lade kameraet køre, hvor andre ville stoppe. Det bliver dog aldrig så traumatiserende som klitoris-scenen i ’Antichrist’, for den groteske humor, som Trier mestrer, slipper igennem.
Kunsten at dræbe
Jack er en kunstner, og seriemordene er ikke altid impulsive tilfældigheder. Gennem sit alter ego ’Mr. Sophistication’ foreviger han sine såkaldte kunstværker og bliver mere og mere grænsesøgende i sin jagt på tilfredsstillelse.
Jacks identitetsrejse bliver formidlet sublimt af Matt Dillon (Crash), der trods sin karakters usympatiske handlemåde formår at skabe et snert af sympati for den forpinte psykopat. Selv når han på kynisk vis manipulerer eller kvæler sine ofre, er hvert eneste ansigtstræk interessant at studere, for man vil så hjertens gerne forstå ham. Han ser jo helt normal og tiltalende ud.
Som mange andre Trier-film deler ’The House That Jack Built’ ikke mange stiltræk med de klassiske Hollywood-film. Fotografen Manuel Alberto Claro formår at skabe en indbydende billedside i stærk kontrast til det makabre indhold, men det visuelle udtryk er mere end det.
Stilbilleder akkompagnerer i bogstavelig forstand Jacks tanker, når han forklarer om mordene og tankerne bag. Her opstår parallellerne til Triers andre værker.
Et monument for Trier
Jack orkestrerer nemlig selv sit livsforløb. Meget lig med Triers debutfilm ’Forbrydelsens element’, der også omhandler en seriemorder, bliver hovedkarakteren interviewet af en mystisk stemme, som konfronterer Jack med kritiske spørgsmål. Er vi på indersiden af Triers ’house of horror’?
Det udvikler sig til dialoger om morderens forhold til sig selv og kunst, og man føler næsten, at man kommer ind i et filosofisk samtaleunivers som brugt i Andrei Tarkovskys ’Stalker’. Det er interessant og udfordrende at finde hoved og hale i de kryptiske samtaler, der dog til tider føles en smule afbrydende og lange. Desuagtet skaber det metalaget i filmen, som Lars Von Trier åbenlyst har syntes vigtig at involvere os i.
‘The House That Jack Built’ er Trier. Uden nåde. Filmen er alle hans tidligere værker spundet til én, stor samling, der har instruktøren selv som fællesnævner. De provokative elementer, interessante kvindelige karakterer og ikke mindst den groteske humor bliver forenet og fortolket på ny. Det er genkendeligt uden at være kedeligt, og det er en gave til enhver person, der finder Triers egen karakter interessant.
Trier har med sit take på en seriemorderfilm slået endnu en nagle i sit filmhistoriske mausoleum. Det er ikke en hjørnesten i hans værker, men et indblik i hans skabersind.
’Forbrydelsens element’ var hans første film, og Lars Von Trier har luftet tanken, om at denne kunne være hans sidste. Hvis det bliver tilfældet, er det en fornem afrunding på en fascinerende karriere, hvor Trier som person altid har været lige så vigtig, som selve værkerne han har skabt. Her er han for alvor i fokus, og det er lige så fandens interessant, som det altid har været.
