Et vigtigt følelsesmæssigt indblik i noget ellers uforståeligt.

At optegne grænser er at forstå, og det er netop formålet for den utraditionelle dokumentar ’Rekonstruktion Utøya’. Her mødes de fire overlevende Rakel, Mohammed, Jenny og Torje, for at overlevere deres oplevelser fra Utøya, men også for at gøre dem forståelige både overfor sig selv og for andre.

Historierne har et stærkt visuelt udgangspunkt, hvor et helt sort filmstudie lader gulv, vægge og loft flyde uafgrænset sammen. I det sorte rum tegner hver af de fire deres egne grænser op via hvid gaffatape for at skabe en forståelse for, hvad der hændte. Hver har deres eget mønster, og deres egen historie at fortælle om de skelsættende øjeblikke den dag i sommeren 2011.

Kollektivt vidnesbyrd
Der er tale om fire vidnesbyrd. Fire fortællinger om, hvordan de hver især overlevede Utøya. At give et vidnesbyrd er et forsøg på at beskrive en ekstrem oplevelse. En oplevelse som virker både uoverskuelig og uhåndgribelig. Men hvor vidnesbyrd normalt er en enkelpersonsfortælling, bliver det her en kollektiv udfoldelse.

Tolv andre unge spiller nemlig de vigtige karakterer i de overlevendes genfortællinger. Her bliver de kastet ind i en voldsomt følelsesmæssig oplevelse, når de til høje metallyde, der falder som skud, lever sig ind i de forskellige gengivelser. Det er dermed ikke bare en dokumentar om ofrenes traumer, men også hele Norges. Et fælles traume om terror, der forsøges bekæmpet. For hvad gør vi med traumet? Hvordan kommer vi videre?

Følelsesmæssig overflod
Jeg kan ikke dele det, som de fire overlevende har oplevet. Det de har været vidne til. Derfor vil Utøya altid være uforståeligt for mig. Selvom jeg logisk kan se hvad der skete dengang, kan jeg ikke egentligt begribe, hvorfor det skete. Det er som om, det ligesom glipper imellem mine fingre. Men det, jeg kan tage del i, er de følelser, som de har været igennem. Følelser, der kryber sig helt ind under huden på mig og giver mig en klump i halsen lige fra de første minutter og frem til de sidste.

Følelserne kommer til udtryk i de unge menneskers ansigter, som kameraet roligt og vedvarende dvæler ved. Vi skal huske begivenhederne med vores følelser. Følelser, der er ubærlige, som når jeg hører om sorgen over en tabt ven. Men der er også lykkelige følelser, som når fortællingen falder på en ellers antaget død veninde, der alligevel overlevede. Det er godt tænkt. Følelserne bliver her den bro, der skal bygges mellem det forståelige og uforståelige.

En vigtig fortælling
Det er helt centralt for filmens præmis, at de følelser, der kommer på banen føles umiddelbare. Altså ikke konstruerede. Selvom det langt hen ad vejen lykkes, kan jeg til sidst ikke lade være med at føle, at jeg bliver ført lidt bag lyset, og det er ærgerligt, for det er, når den er subtil, at dokumentaren står stærkest. Den behøver ikke ty til tricks, for at bringe projektets pointe frem i lyset.

Du skal tage ind og se den her dokumentar, fordi det er en vigtig skildring af, hvordan både den enkelte og samfundet oplever og kommer sig over den traumatiske oplevelse, som terroren forudsætter. Her er ikke tale om endnu en fiktion eller fortælling om Utøya, men om et vidnesbyrd, og det er vigtigt. Det handler om at huske, om at håbe og om at komme videre. Og det skal vi gøre med vores empati og sympati.