’The Grinch’ er en fantasifuld honningkagefortælling, der giver mig lyst til at hoppe i bobslædebussen og rappe Tyler, The Creator.

Jeg havde oprindeligt sagt nej tak til at se ’Grinchen’, men det var udelukkende pga. det danske navn og sprog. Ser I, jeg er af den stærke overbevisning at alt opleves bedst på originalsproget, være det bøger, anime eller – som her – juleanimationsfilm.
Da muligheden for at se ’The Grinch’ på engelsk så viste sig, sprang jeg med glæde i biografen. For hvem har ikke lyst til at se Benedict Cumberbatch som grøn, gnaven pelstot?

Langt fra den originale
Mange husker nok den sidste ’The Grinch’ med Jim Carrey i selv samme rolle som pelstot, og man kunne sætte spørgsmålstegn ved, om vi virkelig mangler endnu en af disse film.
Men i en tid hvor Dr. Seuss-lignende animationsfilm (som ’Lorax – skovens beskytter’ og ’Horton og Støvfolket Hvem’) skovler penge ind, skal vi da selvfølgelig også have en julefilm.

Jeg giver dog folkene bag den nye animationsfilm en stor hånd. Illumination Entertainment, firmaet bag, har valgt at omforme filmen fuldstændig. Det nye juleeventyr er langt fra den tidligere version. Den er langt mere ”børnet”, og så er den faktisk langt bedre.
Fortællerstemmen (Pharrell Williams) rimer stadigvæk konstant og guider os gennem historien og den lille by, Whoville.
Men meget af plottet har ændret sig. Grinchen (Benedict Cumberbatch) er fortsat ond, men mere forståelig og lettere tilgivelig. Cindy Lou (Cameron Seely) er ligeledes anderledes, men denne gang er hun både bedre skrevet og sjovere (læs: f*cking grineren).

Faktisk er det gamle plot blevet fuldstændig strømlinet. Whoville’s borgmester har besluttet, at dette års julefejring skal være tre gange større. For at undgå denne fejring vil Grinchen selvfølgelig stjæle julen. Samtidig vil lille Cindy Lou fange julemanden for at bede ham om at hjælpe hendes (i denne version – single) mor. Deres to planer mødes selvfølgelig i det store klimaks.

Animerede dunjakker og sneboldsmaskiner
At lave ’The Grinch’ som animationsfilm giver mening. Det er en perfekt måde at fange honningkagebyen og alle dens indbyggere på.
Computeranimation er kommet langt siden ’Lorax’ og ’Horton’, det er tydeligt i dette kunststykke indenfor kommerciel animation. Der er noget stærkt fascinerende ved detaljerigheden i småting såsom Cindy Lou’s perfekt puffede og skinnende dunjakke.

Ikke alene er filmen dygtigt animeret, men jeg bliver ovenikøbet fuldstændig forelsket i julens univers.
Det er en fantastisk børneverden, hvor alle transportmidler er kælke, og der findes snerydningsmaskiner, som automatisk laver sneen om til snebolde.
At animere historien i denne omgang er det rigtige valg. Med det skaber man, det legende og eventyrlige univers, enhver børnefilm bør indeholde.

Julen er stemmernes tid
Hvis du sidder i biografen med din datter, lillebror, nevø eller kusine – vil jeg foreslå dig at lægge din opmærksomhed på stemmer og musik.
For det der er med til at skabe et univers, de voksne også kan nyde, er bla. lydsiden.

Cumberbatch spiller godt, selv når han kun har stemmen at arbejde med. Det gælder også i denne julefilm, hvor han særligt brillerer i karakterens akavede stunder.
Dog er Cumberbatch ikke helt så genial, som Cameron Seely, der ligger stemme til Cindy Lou. Der er filmens klart sjoveste indslag. Jeg griner stort set hver gang, jeg ser hende, lige meget hvad den lille pige foretager sig.

Til slut vil jeg anbefale alle at lytte til Tyler, The Creators sange, der er lavet specielt til filmen.
Hele fortællingens soundtrack er moderniseret, og de to hovedattraktioner er cool hiphopnumre, der matcher denne nye udgave af historien perfekt. Der er en lækker sammenhæng mellem Dr. Seuss’ gamle børneremser og Tyler, The Creators hardcore rim.

Mit lille barnehjerte var ekstremt glad for denne skønne film. Nytænkningen fungerer fuldstændig – også langt bedre, end jeg havde forventet.

Forresten skulle den dansktalende version ligeledes være alletiders – trods akut mangel på Cumberbatch og Seely.