Lars von Trier. Dansk films mest omdiskuterede instruktør. Den internationalt anerkendte og berygtede provokatør. Kontroverser om hans person og hans udtalelser dukker jævnligt op i medierne. Hans film er enten elsket eller hadet, men dog ofte anmelderrost og prishædret. Så hvad er det med ham Trier og hans mærkelige sind. Provokerer han for at provokere, eller er der en mening med galskaben?

Foragelsernes mester
Som både ’Antichrist’ fra 2009 og ’Nyphomaniac’ fra 2013 vakte Triers nyeste skud på stammen ’The House that Jack Built’ også forargelse under gallapremieren i Cannes. Den længe ventede genrefilm om seriemorderen Jack fik mere end 100 publikummer til at udvandre fra biografen, hvorefter de spyttede deres negative kommentarer ud til diverse medier om, hvor forfærdelig og modbydelig filmen var.

Men hvis der er noget, der kan vække min nysgerrighed, så er det reaktioner som disse. For hvad pokker sker der, siden så mange kan blive stødt, og den oplevelse er jeg sikkert ikke ene om. Trier må næsten have jublet af begejstring over de reaktioner den fik, for så får man jo næsten ikke bedre omtale.

Hvad er det så, der sker i denne nye horror/thriller, der kan skabe så meget palarver og kritik? Det er naturligvis endnu engang Triers hang til ekspliciteter, som for alvor blev udtalt med ’Antichrist’ og dens berygtede voldelige og blodige kønsorganscener, hvor selv den mest hardcore horrorfan måtte krympe sig i sædet. Endnu engang har vi flerebarbariske voldscener, både af kvinder og børn, hvilket også fik et par af de fremmødte til den danske pressevisning til at forlade salen. Denne Trier fan blev dog kun mere begejstret.

For Trier har, med sin visuelle stil og nærmest rebelske tendenser overfor den etablerede filmbranche, skabt et kontroversielt repertoire der både vækker forargelse og begejstring. Derfor forventer jeg også en hel del ekstra af en Trier film, som foreksempel at en seriemorder film har makabrer voldscener.

Kritikken af den slags scener går ofte på; hvorfor er det nødvendigt at se det, kan man ikke bare antyde? Det er klart, der er en form for provokation i disse chokbilleder. En slags; ”Lad os ruske lidt op i den småkagespisende borgerlighed og ryste deres grundvold lidt.” Dog føler jeg også, at der ligger mere i det, for jeg tvivler på, at Trier gør noget tilfældigt. Det kan ses som en kommentar til samfundet om, at vi ikke kan lukke øjnene for det, der sker lige foran os. Vi kan ikke altid kun se de rosenrøde billeder. Vi skal have det helt op i smasken, før vi forstår symbolikken, men der er også en form for pervers skønhed i at vise disse groteske billeder. En slags ”se hvor smuk kvindens køn er, og se hvor modbydeligt det ser ud, når vi skamferer det.”

Trier og kvinderne
Efter ’Antichrist’ blev Trier kritiseret voldsomt på grund af hans fremstilling af kvinden. Her blev han beskyldt for at være Misogyn, altså en person der hader kvinder. Denne læsning af Trier grunder i en gennemgående tendens i hans filmografi, hvor flere af hans kvindelige hovedpersoner må lide for til sidst at ofre sig for en mand. Men kunne denne ofring netop ikke ses som en form for tilbedelse af eller en hyldest til kvinden, som gennem kærlighed er villig til at ofre sig for mandens overlevelse. Kvinden som gennem historien har måttet lide under mænds domæne og magt, og den forfærdelige hekseforfølgelse i Middelalderen. ’Antichrist’ tydeliggør denne tanke og har blandt andet en lignelse med hekseafbrændinger.

Hvad så med kvinderne i ’The House that Jack Built’? Her ser vi igen en masse kvinder, der må lide og ofres for mandens nydelse. På trods af at Jack også slår mænd ihjel, så er det de kvindelige mord, der fokuseres på. Modsat hans sidste mange film får de enkelte kvinder dog ikke meget skærmtid. De er med i en enkelt scene, hvorefter de slås ihjel, og i rulleteksterne har de ikke engang et navn. De er beskrevet som Lady 1, Lady 2 osv. Kun én kvinde har fået et navn; Simple. Det siger næsten alt. Jack nedgør hende ved at fokusere på hendes ’simple mind’ og giver hende derfor det ydmygende øgenavn.

Skal dette ses som kulminationen af hans misogyni, eller giver han os alle fingeren i vores forventning til netop dette syn på kvinder? Jack siger til Simple, at samfundet gør kvinder til ofre, og at mænd automatisk bliver gjort til de skyldige. Dette syn er da om noget fornedrende for kvinder, hvilket med den udtalelse muligvis er Triers pointe. For i bedste ’American Psycho’ stil gør Jack intet ud af at skjule sine gerninger. Samfundet ser ikke, hvad der sker for øjnene af dem. Vi er blevet ligeglade med hinanden, men har stadigvæk travlt med at dømme og putte hinanden i kasser. Men kunne denne replik også ses som en metakommentar til ham selv og hans egen fremstilling af kvinder og mænd i hans film?

Triers storladne kunst
Der findes ingen entydige svar på mysterierne i Triers eksplicit arrogante og alligevel kryptiske bagkatalog. En ting er dog sikkert. Man kan ikke gå ud fra den mørke sal uden på en eller anden måde at blive ramt. Uanset hvad man så må synes om manden, så giver hans film stof til eftertanke. Han er jo en af de mest omdiskuterede instruktører vi har.

Havde man svært ved at sluge hans sidste film, så vil hans nyeste nok heller ikke falde i ens smag. Trier selv har det nok bedst med denne opdeling. Kunst er jo ikke nødvendigvis mainstream, letfordøjeligt og vellidt af alle. Det skal kunne bevæge, vække følelser og diskuteres, hvilket man i den grad må sige, at Lars von Triers film kan, og ’The House that Jack Built’ er absolut ingen undtagelse.

Foto: Zentropa