Vi kender alle sammen myten om Christian IV, men hans sidste rejse er ikke en episk fortælling. Det er en simpel forsoningshistorie mellem to mennesker.
Kongen er døden nær. Han når kun halvvejs til sin karet før han skal bæres. Turen går fra Frederiksborg Slot til Rosenborg Slot. Det er kongens sidste rejse til slottet, han fik bygget, men han har et sidste ærinde på vejen. Han har sendt bud efter sin anden kone og store kærlighed Kirsten Munk. Hun har været i indespærret siden deres skilsmisse på kongens ordre pga. hendes utroskab.
Årets Roadmovie
Den relativt lille historie, i forhold til Christian IV’s ellers begivenhedsrige liv, udspiller sig hovedsagligt i kareten, som transporterer ham fra A til B. Vi ser den 70-årige konge i 1648 overfor Kirsten Munk, mens de gennemlever deres forhold, startende i 1614. At alle flashbacks også foregår i kareter føles ikke påtvunget, dog en smule gådefyldt. Kan det virkelig passe, at samtlige af de vigtige øjeblikke i deres forhold fandt sted her?
Der er enkelte scener, som bryder med det selvvalgte benspænd, der begrænser filmens handling til et rum, men de er, ligesom flashbackene, subjektive. Tankespind i en døende konges paranoide sind. Kareten bliver blot en scene, ligesom i teateret, hvor handlingen udspiller sig, uafhængigt af de faktiske begivenheders lokation.
To mennesker, fire skuespillere
Det begrænsede lokale tillader også en yderst beskeden rolleliste, hvilket førstegangsinstruktør Kasper Kalle udnytter til at sætte fokus på skuespilpræstationerne. Den klart bedste af disse kommer fra den nu afdøde Baard Owe i sin sidste store rolle. Han spillede den lettere forvirrede, sygdomsplagede og gamle konge med fuld troværdighed.
Karen-Lise Mynster og Rosalinde Mynster, mor og datter, spiller hhv. den gamle og unge Kirsten Munk. Ligheden sælger illusionen yderligere, men uden deres skuespil ville der have været no deal. Det er heldigt, at begge med ligeværdig evne kan spille samme karakter. Det lykkedes at udviske skellet mellem gamle og unge Kirsten.
Det samme kan ikke siges om Christian IV 1 og 2. Rudi Køhnke spiller den enigmatiske overklassedreng, som både er charmerende og skræmmende i sit hovmod. Baard Owe spiller derimod den stakkels, paranoide gamle mand. Begge præstationer problematiserer legenden, men på hver sin måde.
Små forstyrrelser og hvor de findes
I en ellers meget stilren film er der et par forstyrrelser som hiver en ud af værket. I en scene projiceres en elskovsscene udenfor kareten, i modsætning til de passerende træer vi ellers ser. Det er måske en veludtænkt ide, men udførelsen kunne være bedre. Det sker ud af ingenting og virker som en lavpraktisk løsning.
Det ellers gode soundtrack indeholder en sang på engelsk, som også kommer ud af ingenting. I en dansk film om en dansk konge føles engelsk malplaceret. Det hiver én kortvarigt ud af fortællingen, men skuespillerne får halet os ind igen.
Det er ikke en storstilet episk fortælling om Christian IVs liv. ’Christian IV – Den Sidste Rejse’ er derimod et pragteksempel på et historisk drama lavet med et beskedent budget. Der er måske et par svipsere her og der samt lidt historisk unøjagtighed, men en god filmoplevelse leveres. Får man et dybere indblik i landets stolthed, Christian IV? Ikke rigtig. Det er spekulationer om en 400 år gammel kærlighedshistorie, dog serveret med godt skuespil og en interessant fortolkning af historien.
