Der er proppet med mennesker, når jeg træder ind i entréen. Den farverige spraglede biograf ligner, at den har været på MTVs ”Pimp My Ride”. Et stort laserlysshow udspiller sig over hovedet på mig, imens Stan Lees rotoskop projekterede portræt roterer rundt på bagvæggen. Jeg får pludseligt ondt af de få personer, som er taget herind med forventningen om, at det ville være en hel normal mandag aften.

I forbindelse med forpremieren til ’Spider-Man: Into the Spider-verse’ er jeg blevet inviteret med til dette grandiose fanevent. Jeg kalder gerne mig selv en fan af Spider-Man, og med et kort blik på denne samling individer, er det klart, at jeg ikke er den eneste. Adskillige går rundt med sko, hatte og trøjer med web-slyngerens ikonografi. Det tager heller ikke lang tid at se, at det er alle slags mennesker, som er mødt op denne aften. Voksne såvel som unge tweens ser spændt ud for at se filmen. Det er ikke mange år siden, at tegneserie fankultur var tænkt som en eksklusiv drengeklub, men det kan man ikke konstatere længere.

”He’s just a kid”
Dette århundrede har været stærkt præget af tegneserie kultur. Nørderi er ikke længere gemt nede i mors kælder, men er nu fejret storslået i offentlige rum. Med lasershow. Hvis man lige spoler tilbage et øjeblik, er det værd at kigge på, hvordan vi er nået hertil, og New Yorks venlige edderkoppemand har en stor rolle at spille.

Spider-Man karakteren definerede, hvad superheltefilm kunne være. Toby Maguire ramte den store skærm som Peter Parker i 2002 – et år, hvor den eneste anden superhelt, han skulle konkurrer imod, var ’Blade’. Det er markant i sig selv at tænke på en tid, hvor biografernes væg ikke var dækket af de nyste superheltefilm. Efter den tjente godt 400 millioner amerikanske dollars, kan man roligt sige at verdenen ikke var den samme. Toby Maguires eftermæle fra de tre Spider-Man film er en blandet pose slik. En masse penge, en masse memes, men vigtigst af alt en garanti for, at der er interesse i superheltefilm. Specifikt superheltefilm med hjerte, som man kan relatere til.

Et konkret eksempel er ’Spider-Man 2’ (2005), som er anset af mange som en af de bedste superhelte film. En ikonisk scene derfra er, da Spider-Man spænder sin egen krop foran et tog for at forhindre det i at styrte ned. Maguires anstrengte ansigt giver mange grin, men scenen har bestemt en emotionel tyngde. Han besvimer efter den fysiske udfordring, og passagerne hjælper ham blidt ind. Den sekvens sidder stadig på min nethinde. ”He’s just a kid,” siger en af de andre. Med det satte Spider-Man sig solidt ind som en helt for den gængse person. En af os. Bare en dreng.

Han kommer altid op igen
Vi har sidenhen set to andre skuespillere portrættere den kære Peter (Andrew Garfield i et so-so forsøg, og Tom Holland som en nu etableret stab af Marvel Cinematic Universe). De har bragt hvert deres element til karakteren, men historien om Stan Lees Spider-Man som den unge fotografstuderende, der bliver bidt af en radioaktiv edderkop og mister sin onkel, sidder krystalklart i den kollektive kulturelle bevidsthed.

Flash forward til denne uges premiere på ’Spider-Man: Into the Spiderverse’. Nu er Spider-Man dog ikke længere Peter Parker. Han hedder Miles Morales, han bor i New York, og han er sort. Hvordan dét kan lade sig gøre, det må man jo se filmen for at vide.

Det, som skal bemærkes er, at den her film prøver noget nyt. Ikke bare i den fænomenale visuelle stil, men også narrativt – den prøver at give idéen og titlen Spider-Man videre. Der findes ikke én af dem… det kan være hvem som helst. I forhold til, hvor mange superhelte film, der har væltet ud på det sidste, er det alligevel et helt nyt element, man skal forholde sig til. Det er normal kost for tegneserielæsere, men tænk blot et øjeblik på, hvad den mulighed betyder for franchising af film.

Så hvorfor lige Spider-Man? Hvorfor er han så populær? Bare i år har man kunne finde karakteren i titanblockbusteren ’Avengers: Infinity War’, hans antagonist er kendt nok til at traktere en spin-off film (’Venom’), og ”Insomniac” slår rekorder for hurtigst sælgende PS4 spil med den titulære karakter.

Helteværdi
Jeg spurgte nogle af de deltagende, hvorfor de netop kunne lide web-slyngeren. Strengt set er hans kræfter jo ikke de mest imponerende. Hans hop er lidt højere, hans fingre sidder fast i ting. Han er ikke unik. De nævnte lidt af hvert, men for mange repræsentererede Spider-Man deres barndom. Det var en nostalgisk forbindelse, en følelse af, at Spider-Man bare altid har været der. Han var bare en normal person, som kunne gøre helteting. Han er ikke den bedste, men han prøver sit bedste.

Den sentimentale værdi af at være underdog er nok den største faktor til karakterens popularitet. Det er noget, som de stille nørdede mennesker, mig selv inkluderet, relaterer meget til. Den følelse ligger nok til grunde for, hvorfor der nu eksisterer så mange inkarnationer af Spider-Man. Stan Lee har selv udtalt, at appellet ved Spider-Mans maske er, at det kunne hver hvem som helst bag masken. Vi føler, at vi alle sammen kunne være Spider-Man, så hvorfor ikke gøre alle til Spidy? Hvorfor ikke en ung sort mand, en kvindelig ballerina, Nicolas Cage og en … gris?

Spider-Mans emblem og empatiske natur har skabt grundlaget for karakterens udvikling. Den kravlende karakter fungerer både som introduktionen til en generation af superhelte film, men også for evolutionen af genren.

De åbner dørene til Sal 1 og massen af mennesker vrimler derind. Der er god stemning og højt humør. Vi klapper efter filmen. Vi bliver siddende til efter rulleteksterne. Vi bliver mindet om, hvad det vil betyder at fortælle gode historier. Vi føler alle, at vi kunne være Spider-Man.