Her er rensdyr og sne på et sted, der ligner Nordpolen. Men hvis dine tanker nu er landet på jul, bliver du stærkt skuffet. Denne film har nemlig intet med jul at gøre.
’ÀGA’, instrueret af Milko Lararov, er en melankolsk fortælling om forsvindende tider. Det er en fortælling, som handler om de sidste mennesker, der på utrolig vis har formået at undgå den moderne civilisation, og forsat lever i et ekstremt og afsides miljø.
Smygende symbolik
Langt ude i ingenting i det nordlige Rusland bor ægteparret Nanook og Sedna, som sammen har barnet Àga. Àga har gjort noget utilgiveligt. Noget, der aldrig bliver fortalt, men som gennem filmen subtile symbolik roligt udfolder sig. Àga er nemlig rejst væk, ud til civilisationen for at skabe sig en levevej dér, og det er utilgiveligt for et folkefærd, hvor familie betyder alt.
Civilisationen skal dog vise sig at være uundgåelig, og selv ude på tundraen viser dens indtrængen sig i form af flyvemasker, der larmende flænser himlen i to. Eller ved sorte oliepletter, der står i kontrast til den hvide sne og dyr med sorte dybe sår i deres snehvide pels. Der er en sygdom på vej. En sygdom, der består af olie, larm og teknologi.
Tidløshed i forandring
Der er et helt fænomenalt roligt tempo, som står i kontrast til den larmende civilisation, der som den barske vind er ved at vælte deres lille hus omkuld. Der er ikke meget dialog, og når der er, fortælles der myter med dybe, langsomme stemmer. Ligesom myten er tidløs, er filmen det også. Dagene, timerne og minutterne flyder ud i ét, og overlevelsen tages dag for dag.
Den gentagende lyd af sne, der betrædes og is, der hakkes, fylder mine ører, og bliver kun afbrudt af den nådesløse larm fra flyvemaskinerne, der brutalt bryder ind. Lyden er en væsentlig del af fortællingen, og da Chena, ægteparrets eneste forbindelse til verden udenfor, kommer forbi med nyheder om, hvor deres datter er, medbringer han også en radio. Som radioens musik siver ud i deres hus, siver den også ud i lydsporet i takt med, at verden udenfor bliver mere og mere anmassende.
Stilleben i mesterklasse
Lydsporet kollapser flere gange med billedesporet, som når larmen fra en flyvemaskine sættes sammen med et vanvittigt smukt billede af den bare, hvide horisont. Hele filmen er næsten udelukkende filmet via stillestående maleriske billeder, hvilket tvinger blikket til at følge Nanook, der i et langt klip kæmper sig igennem sneen fra den ene ende af billedet til den anden.
Det er også bemærkelsesværdigt, at der igen og igen optræder klip, hvor karaktererne helt er forskudt fra billedets centrum. Filmen tvinger mig til at se med på en anderledes måde, til at kigge i hjørnerne, og til nogle gange endda kun at lytte, imens karaktererne snakker i baggrunden. Det virker næsten som om, at kameraets moderne teknologi ikke kan indfange dem. At de smutter mellem teknologiens fingre.
’ÀGA’ er en barsk fortælling om det uundgåelige og dets indgreb i en familie, som får sværere og sværere ved at unddrage sig den moderne verden. For hvad gør man, når der ingen andre er, når man er den sidste tilbage?
