Er fortsættelsen super-phanta-phænomeno-genial-ilistisk eller bare en stor mundful nostalgi?
Det er godt 54 år siden, at den originale Mary Poppins fløj ind på det store lærred og charmerede publikum med Oscar-vindende sange og kontroversielle britiske accenter. Der er dog meget mere historie at fortælle om den folkekære karakter. ’Mary Poppins Returns’ finder sted 20 år efter den første. Børnene er vokset op, og da de rammer den sværeste tid i deres liv, skal den nye generation af Banks-familien passes af Poppins.
Poppins popper
Emily Blunt tager hatten på som den mystiske, magiske barnepige, og man kan sagtens forestille sig, at det egentlig altid har været hende, der har spillet Mary Poppins. Med en elegant attitude og en krystalklar stemme skinner hun i sin rolle. Sammen med sin følgesvend, lysmesteren Jack (Lin-Manuel Miranda), synger og danser de igennem London med Banks-børnene på fornøjelig vis. Du kan være ret sikker på, at det er London, for der slippes aldrig en mulighed for at vise Big Ben eller Tower Bridge.
Miranda har haft sit Disney øjeblik før, da han skrev musikken til den sidste Disney-prinsessefilm ’Moana’, men ellers er han relativt ukendt for biografpublikummet Hans primære modus operandi er på musicalscenen, hvor han er hjernen og ansigtet til det international hit ’Hamilton’. En puertoricansk New Yorker med flair for rapmusik er måske ikke det første, man ville sætte sammen med Mary Poppins, men fungerer det? Absolut. Gennem fængende sange hjælper hans karakter med at ramme fortællingen ind, nogle med et musikalsk twist, som Miranda netop har fået sit ry for. Derudover er han næsten den eneste voksne med en decideret forståelse for, hvad Mary Poppins kan, og hans entusiasme trækker dig med ind i historien.
Nostalgisk bjørnetjeneste
Disney falder lidt i fortsættelsesfælden, og i et forsøg på både at henvende sig til fans af den gamle film kan opskriften blive lidt for gentagende. Lad os opsummere: Banks-familien med en patriark, der er lidt for streng – tjek. Syngende fattig gadesvendekarakter, der ville gøre alt for Mary Poppins – tjek. Grundlæggende morale om, hvordan familien er mere vigtigere end noget andet – tjek.
Nostalgien bliver et mere centralt element for forståelse af filmen, end filmens elementer i sig selv. Nu hvor vi har fået den indre kyniker af vejen, kan man indrømme at nostalgien alligevel er et magtfuldt redskab. Sangene er stadig farverige og underholdende, og reprisen af den klassiske musik går lige ind under huden. Magien ved børnenes univers kan stadig bringe et smil frem.
Peak Disney
Disney går meget op i sit brand om at kunne sælge lykke, og gør denne film så sandeligt også. Der, hvor den fungerer allerbedst, er, når den læner sig helt ind i det magiske univers af Mary Poppins. Hun er en sær karakter, og hendes trylleri er klart noget, man forbinder med Disneys filmmagi. Det er en speciel oplevelse at se de klassiske animationselementer igen. Jeg ville bare ønske, der var mere udforskning af deres egen fantastiske fantasi, for man kan godt kvæles lidt i deres lykkelige agenda.
For fans af Mary Poppins er der masser af vink til klassikeren til fordel og ulempe for den nye film. Den fortaber sig måske lidt i nostalgien, men det gør den med fabelagtige farver og stort ståhej.
