Miyazaki-lærling mangler sin mesters fortællesnilde.

’Mary og troldkvindens blomst’ åbner med et brag – bogstaveligt talt. En regn af varme farver oplyser nattehimlen, da et kæmpemæssigt slot eksploderer. Ud af ilden suser en ung kvinde med vildt hår og blafrende gevandter på et kosteskaft, og bag hende nærmer en sværm af blævrende, grå fiskevæsner sig i høj fart.

Den fantastisk dynamiske åbning gjorde mig fortrøstningsfuld for instruktør Hiromasa Yonebayashis nye film, men så kom både jeg og filmen ned på jorden igen.

I mesters skygge
Efter 18 år i det legendariske japanske animationsselskab Studio Ghibli, hvor han instruerede den fremragende ’Arriettys hemmelige verden’ og den solide ’Marnie – Min hemmelige veninde’, besluttede Yonebayashi sig i 2015 for at gå egne veje.

’Mary og troldkvindens blomst’ er første spillefilm fra hans nystiftede selskab Studio Ponoc, og det er tydeligt at se, hvor han har fået sin oplæring. Man genkender straks den farverige og bløde tegnestil, der kendetegner Ghibli-mesterværker som ’Chihiro og heksene’ og ’Det levende slot’.

Det er imidlertid også tydeligt, at Yonebayashis evne til at skabe en medrivende fortælling og et fascinerende univers bare ikke er på samme højde som hos mesteren Hayao Miyazaki. For efter denne forrygende intro daler hans nye heksefilm i tempo.

Kost og kat
Mary flytter ud til sin bedstemor på landet, en uges tid før hun skal starte i en ny skole. Den ensomme pige keder sig på gården, og det gør man bestemt også som seer, når hendes karakter tegnes op af en småklodset dialog: ”Hun er en fyrig pige,” siger bedstemoren stift om sit barnebarn, mens Mary selv et par gange beklager sig over sit ”stride, røde hår”.

Efter en langsommelig opbygning kommer Mary heldigvis i kontakt med en magisk verden af troldkvinder og -mænd, idet hun får midlertidige heksekræfter af en magisk blomst, hun finder i skoven. En uregerlig kost flyver hende og nabokatten Kis til den svævende trolddomsskole Endor, hvor hun modtages af den begejstrede rektor, Madam Mumlegøj.

Mumlegøjs langvarige rundvisning på skolen lider desværre under, at Yonebayashis film aldrig helt formår at skabe sin egen unikke og indfangende verden. Selvom filmens bogforlæg – Mary Stewarts børnebog ’The Little Broomstick’ fra 1971 – ganske vist kom lang tid før J. K. Rowlings Harry Potter-bøger, blegner Endor noget i forhold til Hogwarts. Skolens identitet er farverig, men forvirret, når heksekunster mikses med underlige sci-fi-elementer og cyborg-kroppe.

Små lyspunkter
Lidt nerve kommer der i filmen, når Mary langt om længe løfter sløret for Endors hemmelighedskræmmerier. Skolens ledelse foretager nemlig skumle eksperimenter for at fremmane en farlig, magisk kraft, og forsøgenes konsekvenser er ret så ækle (for en børnefilm at være). På trods af det dystre indslag, et par sjove bikarakterer og et vellykket twist mod slut formår den langsommelige ’Mary og troldkvindens blomst’ dog aldrig at overgå sin egen tempofyldte åbningsscene.

Det er ellers dejligt, at nogen stadig tør satse på at lave levende 2D-animation, nu hvor Studio Ghiblis eksistens flere gange er blevet truet af 77-årige Hayao Miyazakis kommende pension. I Studio Ponocs fremtidige filmprojekter må Yonebayashi & Co. imidlertid oppe sig lidt, så fortællingen kan følge med de smukke billeder.