Hvor langt vil du gå for at opnå penge, magt og agtelse? 

I en scene, hvor hovedpersonen Jens (Jesper Christensen) gerne vil danse til sin datters bryllup, træder komplikationerne tydeligt frem i ’Før Frosten’ af Michael Noer. Midt i dansemylderet er der nemlig ingen til at danse med ham. Han hører ikke hjemme i den velstillede familie, som han har giftet sin datter ind i og han forstår hverken deres sprog eller deres manerer.

Familie
Jens’ status i det lille førindustrielle samfund i Danmark i 1850’erne er på vippen til det ikke eksisterende, og da høsten slår fejl, står han overfor et svært valg. For at få mad på bordet gennem vinteren, er der kun en udvej, og det er at gifte datteren Signe (Clara Rosager) væk for en fordelagtig medgift.

Gennem afslåede, brudte og hurtige aftaler forhandler forretningsmanden Jens sig frem til en formidabel aftale. Men for Jens er mad på bordet ikke nok. Han vil have mere. Han vil have flødeskum og to centimeter tandsmør. En luksus, der får katastrofale følger. Konsekvenser, der rækker langt ud over det velvære, der først og fremmest var ment for familien, men som efterhånden ender i familiært mord.

Agtelse
Filmen centrerer sig om et godt kendt dilemma, hvor penge står overfor medmenneskelighed, og agtelse overfor ære. For hvor langt bør man gå for at få det gode liv blandt de højere lag? For Jens går det langt, alt for langt, og som slidte klæder skiftes ud med pæne hatte, skiftes også familiemedlemmerne ud.

Moralen er tyk; hvis du lader dig forføre af det gode liv, er der en høj pris at betale. En pris, som Jens gerne betaler. Det er en problematik der aldrig går af mode, og som stadig er spændende, men som her desværre ikke når sit fulde potentiale. Særligt fordi jeg aldrig rigtig når at føle med karakterernes tragedier, preller moralen af.

Prisen
Jens er klart filmens altoverskyggende omdrejningspunkt, og Jesper Christensen gør et solidt stykke arbejde. Da han står der alene på dansegulvet, mens glæden over datterens bryllup rykker i hans krop, er der ingen forløsning at hente. Han er alene, og jeg mærker det helt ned i maven. Jens’ udvikling er interessant, og imens han fordærves, falmer min sympati for ham, samtidigt med at den gradvist erstattes af foragt.

Desværre er karakteren Jens ikke nok til at bære hele fortællingen frem, og dens svaghed bliver da også, at de andre karakterer mest af alt optræder som plotremedier. Jeg føler hverken glæde ved datterens lykkelige bryllup, eller gråd over hendes brødre, som må betale den største pris.

’Før Frosten’ er desværre ikke lige så følelsesmæssig smuk som sin titel, men den tager fat i et evigt relevant dilemma; hvor langt vil man gå for at få sukker i kaffen og en ny fancy jakke? Og det kan vi ikke få for meget af.