Om at leve med en levende død.
I ‘Beautiful Boy’ af Felix Groeningen er der lagt op til en episk fortælling om stofmisbrug, og hvordan man som en kærlighedsfuld familie lever med, og forsøger at overvinde, methaamfetamin-misbrug.
En smuk dreng
Nic (Timothée Chalament) og hans far David (Steve Carell) har et usædvanligt tæt forhold til hinanden, som springer ud fra en kærlig, rummende og godt velstillet familie. Men i hemmelighed har Nic, siden han var tolv år, eksperimenteret med hårde stoffer, senest methaamfetamin, som er et stærkt afhængighedsdannende stof, der langsomt nedbryder brugerens celler.
Nic ryger ind og ud af afvænningsklinikker, som han ryger ind og ud af misbrug. Der er en lang vej tilbage til livet. En vej, der kun virker uoverkommelig. Dødelighedsraten er høj, og håbets svæver langsomt væk sammen med Nics rus.
En sand fortælling
Det første og det sidste, filmen viser, er tekst. Ord, der trækker tråde ud til virkeligheden. Denne film, er, som så mange andre film, en sand fortælling med forbehold for dramatiske friheder. Det her er altså ikke bare en god historie, men også en sand én. Ikke at det nødvendigvis gør en film meget bedre, men det giver en tydelig følelsesmæssig ramme.
Det er et effektivt greb, og hvis man går all in på præmissen, så får man også, hvad man kommer efter. Med sandhedens tyngde bliver de sørgelige scener lidt sørgeligere og den varme familie lidt varmere. Man kan dog spørge sig selv, om en æstetisk oplevelse nødvendigvis bliver smukkere, fordi den er baseret på virkelige hændelser?
De virkelige hændelser er med til at give filmen en anden dimension. Den vil ikke bare være god, sørgelig og optimistisk. ’Beautiful Boy’ vil gøre verden bevidst om den epidemi, der i øjeblikket sker i USA, hvor et misbrug, af særligt crystal meth, tager flere og flere unge liv.
En epidemi
Desværre virker filmen ubalanceret i dens vekselvirkning mellem en skildring af én familie, der rammes af et stofmisbrug, og dens perspektivering til et mere generelt problem i USA. For hvad med alle dem, der ikke bliver hørt? Ikke har gode karrierer, en kærlig eller ressourcestærk familie? Vi har at gøre med en stærk, men også ret privilegeret, vinkling, af en mere generel epidemi, hvor de fleste er væsentligt dårligere stillet.
Derfor er den scene, der stikker mig mest, også en scene, hvor David og hans kone Karen (Maura Tierney), sidder stille og lytter til et møde. Her fortæller en kvinde om den sorg, hun har over sin nu afdøde datter. En sorg, der nu forløses, fordi hun har båret på den, lige siden datteren blev methaamfetamin afhængig. De methaamfetamin-afhængige, de levende døde, har nemlig kun et forsvindende lille håb for overlevelse.
Det her er en film, der vil skabe en opmærksomhed på et alvorligt og dødeligt emne, og opmærksomheden er dens primære pointe. Vi skal lære af, og forstå hvad det vil sige at have et alvorligt og næstens ubrydeligt misbrug. Hvis man køber præmissen, er jeg sikker på, at den vil sidde lige i tårekanalen.
