Om kvinder ’med kjolerne på’, der får lov til at gå amok i et vanvittigt spil om magt og kongerige.

Excentrisk, sær, absurd og flamboyant er ord, der klistrer sig til ’The Farvorite’ af Yorgos Lanthimos. Her er andeløb, en nøgen mand, der bliver skudt ned af citrusfrugter og en meget alternativ dans i bedste ’Alice i Eventyrland ’-stil. Vi er vant til at opleve periodefilm fra før 1900-tallet som mådeholdne, hvor karaktererne er begrænsede til takt og tone, og hvor særligt kvinder har været afhængige af stand og fremtræden.

Men i ’The Favourite’ bliver den forestilling vendt på hovedet, og der skabes en kontrast mellem det selvbeherskede og det helt ustyrligt vanvittige. Her løber kvinder skrigende og usoigneret rundt i slottets flamboyante rokokostil, mens de udkæmper en kamp om magten, hvor vinderen er den, der kan komme tættest på Dronning Anne (Olivia Colman). Men er kvinderne i virkeligheden så skøre?

’This is madness’
Ved Dronning Annes hof i 1700-tallet søger den faldne Lady Abigail (Emma Stone) efter et arbejde. Hun bliver ansat af dronningens kammerpige Lady Sarah (Rachel Weisz), som, ud over at opvarte dronningens mildest talt uforudsigelige luner, også har en stor politisk magt, eftersom Dronningen ikke selv gider det politiske spil. Men da Abigail kommer tæt på Dronningen, ændrer alt sig, og et magtspil om kongerige, begær og agtelse folder sig ud.

Som bøgerne falder om ørene på Abigail, som forsvarer sig mod Sarahs gode boldøje, falder klask og galskab sig også over slottet. Her både skydes, slås, skubbes, skriges og begæres uhensigtsmæssigt. Der er ingen grænser for, hvad de her tre kvinder vil gøre ved og for hinanden, og de får lov til at opføre sig vanvittige, gale og sindssyge.

Men frem for at blive stemplet som svage, utroværdige eller ligefrem ’ikke rigtigt kloge’, er de her snedige, magtliderlige og manipulerende. Det er med andre ord en galskab, som ikke nedværdiger dem, men som helt modsat gør dem både klogere og mere brillante. Det er kvinderne, der har magten, og dem, der helt bogstaveligt styrer slagets gang i kongeriget.

’Sometimes a Lady likes to have some fun’
Ikke alene overtrumfer kvinderne mændene med taktiske kampstrategier, der kommanderer folket i krig, de er også selv voldeligt anlagte. Spark og velkalibrede klask ramler ned over stakkels mænd, der forgæves forsøger at få et ord indført. Selv har mændene ikke meget krudt at skyde af, og den eneste, de rammer med deres svingende citrusfrugter, er en nøgen gøgler.

Kvinderne derimod er frygtløse og også fysisk overlegne dræbere, der uden omtanke udnytter deres magt til deres eget bedste. Særligt Abigail får lov at slå fra sig i en spidsfindig og voldelig parringsslåskamp mellem hende og en potentiel bejler. Han er i hendes nåde, og hun får det, som hun vil have det. For, som Lady Sarah siger: ’Sometimes a Lady likes to have some fun’.

’Here is mascara running’
At kvinderne får lov til at gå amok, får lov til at skabe kaotiske tilstande og forvirring, giver filmen en satirisk komik. Vi er ikke vant til at se, at det er kvinderne, der i den grad ’har kjolerne på’. I den overdrevne gakkede fortælling opstår der en mulighed for at revurdere vores kønsroller, fordi kønsrollerne er vendt på hovedet.

Her er mændene med pomp og pagt pyntet med store parykker, fine klæder og så meget makeup, at de er næsten uigenkendelige, når de vralter rundt og vogter deres præmieænder. Kvinderne er derimod kalibrerede og ’gets their hands dirty’, når de smadrer den ene due ned efter den anden med deres geværer. Som Abigail siger til sin bejler: ’Men must look pretty’, mens hun blidt kærtegner hans hage. Mændene skal være kønne og blide væsner, og hvor kvinderne sidder med al informationen, må mændene bolle sig til den, hvis det da overhovedet hjælper noget.

Så måske er kvinderne slet ikke så absurde og vanvittige igen. Måske opfører de sig i virkeligheden bare som mænd? Selvfølgelig er alle kvinder og mænd forskellige og har forskellige idealer, men hvis man tager fat i den klassiske forestilling om, hvordan en mand og en kvinde bør opføre sig, kan karaktererne i ’The Favourite’ siges at udfordre netop den ide. Hvor kvinderne har mandlige tendenser, har mændene kvindelige, og det er den største drivkraft for de skarpe replikker og deres absurde opførsel.

’How goes the kingdom?’
Der leges med koderne for, hvad det vil sige at være mand og kvinde. En leg, der i den grad ikke bliver på Dronning Annes slot i 1700-tallet, men som er en direkte kommentar på de kønsroller, som stadig ulmer i vores samfund i dag. Hvem får plads på det hvide lærred? Hvordan bliver de forskellige køn skildret, og hvorfor?

Satirens trick er komik, og komikken her er, at kønsrollerne er vendt på hovedet, og at magten derved også bliver vendt på hovedet. Det er med andre ord sjovt, fordi karakterer handler på måder, der virker latterlige i forhold til deres køn. Men omvendt skaber det også en åbning for at se kønnenes koder endnu tydeligere. Der opstår en mulighed for at skabe en opmærksomhed på, at køn stadig er noget, vi forstår hovedsageligt ud fra, hvilken krop, man er født i, og at den krop forudsætter en bestemt opførsel.

’I’m on my side. Always’
Når kønsrollerne bliver vendt på hovedet, og når det absurde får lov til at pible frem, viser det sig, at Dronning Anne, Sarah og Abigail slet ikke er så gale endda. At den vanvittige kvinde, som optræder stødt op gennem litteratur- og kulturhistorien, måske bliver skildret som vanvittige af den årsag, at de ikke opfylder den rolle, der er forventet af dem.

Men i ’The Favourite’ bliver de taget alvorligt, og nok er de skøre, men de er ikke mere skøre end de tusinder af mandeskildringer, der også gennem historien er blevet fanget i et vanvittigt spil om magten.  Som Abigail siger: ’I’m on my side. Always’, et udsagn der er gældende for alle kvinderne i filmen. De tager ikke hensyn til andre end sig selv, de opfører sig grimt, voldeligt og umoralsk, og vigtigere: de slipper afsted med det.