Syngende lussinger, svimlende panoreringer og lyden af et skingrende orgel virker betagende ubehageligt, mens to kvinder kæmper om rollen som dronningens favorit.

Abigail (Emma Stone) har mistet sin aristokratiske stand på grund af sin faders sindssyge. Hun søger arbejde på hoffet hos dronning Anne (Olivia Colman), hvor hendes kusine lady Sarah (Rachel Weisz) tjener som dronningens højre hånd. Det lykkedes Abigail at få plads på hoffet, og lidt efter lidt stiger hun i graderne. Da Abigail opdager et særligt bånd mellem dronningen og lady Sarah, begynder hendes plan om at genvinde sin titel og overtage lady Sarahs plads som dronningens yngling.

Et kig igennem koøjet
Dronning Anne af Storbritannien er et forpint væsen, der lider af voldsom sygdom og barnagtige impulser. Hun fremstår tragikomisknår lady Sarah, der leder landet i dronningens sted, gang på gang må sætte hende på plads og for eksempel nægte hende varm chokolade, da det vil give hende maveonde.

Dronningens pinsler får også jeg at mærke igennem filmens forvrængede billeder. En gentagende effekt er, at billedet runder i kanterne, som kiggede man igennem et koøje. Det skaber en svimlende og klaustrofobisk oplevelse, der giver mig en fornemmelse af at være fanget på slottet som dronningen, der knapt kan gå selv. I det mindste er dronningen i toppen af hierarkiet. Hun har magt – et privilegie andre er frarøvet.

Magthierarkier
På vej mod slottet sidder Abigail klemt op og ned ad fremmede mennesker i en hestevogn. Overfor hende sidder en mand, der onanerer til synet af hende. Allerede her bliver magttemaet slået an.

Sex og magt er i evigt ledtog med hinanden i ’The Favourite’, og det lykkes Abigail at bruge sex som et værktøj til at opnå indflydelse. Trusselen om voldtægt hænger dog hele tiden over hovedet på både Abigail og lady Sarah – nævnt i samtaler og antydet i scener, hvor kvinderne er alene og udsatte. For eksempel møder Abigail en mand, da hun er alene i skoven, og lady Sarah ender ad omveje i et horehus.

Den konstante vold
For at opnå dronningens gunst og dermed et liv uden frygt og ydmygelser, bekæmper de to kvinder hinanden med vold. Volden, som de oplever og udøver mod hinanden, udøver filmen også på mig. Hurtige panoreringer gør mig rundtosset. Skarpt lys, da et gardin trækkes fra, skær mig i øjnene. Skrig og geværskud river mig i ørerne, og værst (og bedst) af alt er, at det hele er ledsaget af skingrende violin- og orgelmusik. Det er en smertefuld oplevelse, som jeg fryder mig over. Jeg kan ikke andet end at være betaget af den magt, filmen har over mig.