Før Astrid blev Lindgren, blev hun gravid.

De værste biopics har det med at præsentere et helt liv i højdepunkter. I forsøget på at favne samtlige store gerninger begået af en kendt personlighed bliver filmoplevelsen uundgåeligt overfladisk. Heldigvis nøjes ’Unge Astrid’ med at fokusere på tre år i det svenske koryfæ Astrid Lindgrens liv.

Når en ugift kvinde venter sig
De fleste forbinder hende nok med en ældre dame, der skriver hjertevarme og livskloge børnebøger i lange baner. Som titlen indikerer, har den danske instruktør Pernille Fischer Christensen med manuskriptforfatter (og ægtemand) Kim Fupz Aakeson dog valgt at skildre en tidlig del af Lindgrens liv – før hun byttede sine forældres Ericsson-efternavn ud, og før hun udgav sin første bog.

Det stramme fokus medfører, at vi får et meget anderledes billede af den kendte forfatter, end vi er vant til. Det giver desuden følelsen af virkelig at komme under huden på hovedpersonen. Den følelse skal uden tvivl også tilskrives fantastiske Alba August. Det dansk-svenske stjernefrø er helt igennem overbevisende som den rebelske og fortællelystne teenager, der som 18-årig pludselig overmanes af voksenverdenens ubarmhjertige virkelighed.

Da hun får en elevplads hos lokavisen Vimmerbytidningen er alt ellers nyt og spændende. Ikke mindst fordi hun snart herefter indleder et kærlighedsforhold til sin mange år ældre og gifte chefredaktør, Blomberg. Glæden varer dog ikke længe, for Astrid bliver gravid og må flytte til Stockholm for at skjule sin voksende mave, mens barnets far slås med en besværlig skilsmisse. Sådan en utugtssag var jo strafbar.

Af samme grund tvinges Astrid til at føde sønnen Lasse i København, hvor man i 1926 som det eneste sted i Skandinavien ikke behøvede at registrere farens navn. Sønnike bliver passet i Danmark af en kærlig fostermor, spillet af Trine Dyrholm, mens Astrid venter på at kunne hente ham hjem. Men årene går, Lasse bliver større, og hans minde om sin biologiske mor forsvinder. Den dybt frustrerede Astrid er langsomt ved at miste sin søn.

Menneskelige fejl og akavede brevbidder
Det er befriende, at ’Unge Astrid’ ikke tegner nogen karikeret skurkefigur, der skal skubbe til dramatikken. Alle karakterer er heldigvis bare fejlbehæftede mennesker. Selvom Blomberg er en tåbelig liderbuks med for mange jern i ilden, er han ikke ond, og man tror på, at han faktisk elsker Astrid. Hovedpersonens bondeforældre håndterer heller ikke altid datterens ikke-planlagte svangerskab med lige stor forståelse og følsomhed, men man er aldrig i tvivl om, at deres handlinger kommer af kærlighed.

Anderledes konstrueret bliver dog rammefortællingen, som omkranser historien om Astrids unge år. I løbet af filmen læser en ældre Lindgren breve fra en masse begejstrede børn, der funderer over hendes historier og budskaber. ”Hvordan kan du skrive så godt om at være barn, når det er så længe siden, du selv var barn?” lyder en lys stemme eksempelvis i begyndelsen af filmen. Desværre bliver brevbidderne ikke til mere end småakavede afstikkere, som ikke rigtigt passer sammen med resten af filmen, fordi den jo netop ikke fokuserer synderligt på hendes senere forfatterskab.

Få småskavanker overskygger dog bestemt ikke den velfungerende helhed. Hele vejen igennem føler man ikke bare med Astrid, men også med de utallige kvinder, der gennem tiden har måtte gennemgå lignende hjerteknusende modgang, spædbarnsmord og skumle køkkenbordsaborter, bare fordi de blev gravide uden for ægteskabet. ’Unge Astrid’ er ikke bare et rørende portræt af Astrid Lindgren, men også et stykke vigtig kvindehistorie.