Efter henholdsvis 4(Nicolai) og 6(Martin) timers søvn ovenpå festen hos det danske filminstitut drog Nosferatus lettere flossede reporter ind til nye filmoplevelser i mørket. Nicolai tog til den tyske Die fremde i Cinestar og Martin til den mest omtalte film hernede: Shutter Island.
Die fremde der er instrueret af debutanten Feo Aladag berører det svære emne om æresdrab. Her følger vi den unge mor Umay (Kekilli), der får nok af sin voldelige ægtemand i Tyrkiet og tager sin lille søn med tilbage til familien i Tyskland. Familien der er delt mellem sympati og vrede. Filmens store force er den stærke præstation af Sibel Kekilli, der på en gang formår at være stærk og skrøbelig. Filmens melodramatiske drive fastholder publikum godt og vel 2/3 dele af vejen, men mister fokus og nerve på trods af en gribende slutning.
Shutter Island var for Martins vedkommende optakten til dagens helt store højdepunkt – pressekonferencen med Marty Scorsese, Leo DiCaprio, Mark Ruffalo, Sir Ben Kingsley og andet godtfolk. Shutter Island er en film der har været utrolig meget hype om, og festivalens hovedsal i Berlinale Palast var da også proppet til randen med spændte journalister. Og den overraskede heldigvis postivt! Det er en psykologisk thriller, som med en masse twist and turns holder godt fast i publikum hele vejen igennem. Derudover er skuespillet virkelig imponerende – man kan næsten gå så langt at sige, at det er måske Leo’s bedste rolle til dato, og så er Scorsese jo en mester-auteur af en instruktør. Med en masse referencer og med mesterlig sans for detaljen har vi i Shutter Island en opskrift på en ret fed film!
Efter filmen var det for Martins vedkommende ellers bare om at kæmpe sig over og ind i pressekonferencelokalet, hvor den betagende seance – at sidde og lytte til Marty Scorsese i levende live – skulle til at begynde. Nicolai var den gode kæreste og holdt sig således væk fra visningen. Han stod i stedet i kø nogle timer i forvejen for at være sikker på en plads til herlighederne. Under den lange venten oplevede han dog noget ret finurligt, nemlig at en mand forsøgte at snige sig med ind med et stjålet pressekort på ægte hustlermaner. Han blev dog fanget, så alt gik i orden. Selve pressekonferencen var også hele besværet værd, og det var den store forløsning vi begge havde håbet på. Der kan høres mere detaljeret om præcis, hvor fedt det var i udsendelsen d. 25. februar, hvor vi også bringer lidt lydbider med Scorsese der dropper knowledge.
Efter således at have været i filmstjernehimlen i 3 kvarters tid gik turen kort forbi restaurant den gyldne måge(McDonalds) med et hurtigt forsæt om ikke at blive dagens næste oplevelse nemlig Thomas Vinterbergs SUBMARINO blive et antiklimaks. Heldigvis har den tidligere dogmeinstruktør fundet ind og tilbage til kernen, smerten og familien. Kontrasten kunne dog ikke være større i følelsregisteret, da Scorsese og Co. havde strøet lattermild stjernestøv og kærlighed til filmen, var Submarino et emotionelt kølleslag i mellemgulvet fra start, hvor vi tilskuere inde for de første 10 minutter kastet ind i to drenges groteske liv med en fordrukken mor, et mordforsøg på selvsamme af den ældste med en brødrister til en barnedød. År senere følger vi de to brødre spillet af Jakob Cedergren og den første store rolle til Peter Plaugborg. Filmen byder udover en udemærket grum socialrealistisk også på et par fantastiske biroller heriblandt Morten Rose, som den sindsforstyrrede Ivan. Filmen er trods sine kvaliteter ikke uden en del huller i plottet.
Sidstnævnte blev også påpeget til det efterfølgende pressemøde, hvor en meget bestemt dame fra et tysk dagblad nærmest anklagede Vinterberg for at være mandshauvanistisk i sin skildring af de kvindelige karakterer. Hendes kritik faldt dog noget til jorden, da hun i samme moment røbede at hun ikke havde nået de første 10 minutter pressevisningen… Til vores ærgrelse virkede holdet bag filmen også underligt uengageret, og med lidt tamme svar virkede de måske også en anelse nervøse og usikre. Pressemødet blev altså lidt et let-down i forhold til Scorsesemødet, men man kan da bestemt trøste sig med, at filmen var mindst lige så god som pressemødet var dårligt.
Af Nicolai Eskesen og Martin Wolsgaard