Free Solo

Alex Honnold i bjergsiden (foto: National Geographic)

Et adrenalinkick af en dokumentarfilm, som ikke kan anbefales til de med højdeskræk

 

Dette er måske den mest nervepirrende dokumentarfilm, jeg nogensinde har set, selvom jeg allerede kender udfaldet fra starten af. ‘Free Solo’ er på et plan filmen om den første usikrede bestigning af det over 900 meter høje fjeld El Capitan i Yosemite National Park, klatreentusiasternes Mekka, udført af friklatrerlegenden Alex Honnold. På et andet plan er det også et dybt personligt portræt af en person, som har presset sin krop og sit sind til det yderste på fjeldsider over hele verden.

Svedige hænder
Fra starten af giver filmen et rigtig sug i mellemgulvet, og jeg sidder og sveder i mit sæde gennem hvert eneste skud af Alex på bjergsiden. De chokerende højder og vanvittige spring er nok til at tricke adrenalinet i mig, men også nysgerrigheden. Hvem ved sine fulde fem vil udsætte sig for en sådan fare og gøre det til sit liv?

Et intimt portræt
Svaret følger fortløbende i det, der udfolder sig som et dybt menneskeligt portræt af en ægte atlet. Som publikum får vi indsigt, ikke bare i hans liv i bjergsiden, men også hans liv ved siden af. Vi slipper ind i hans mest personlige sfærer, ind i hans mobile varevognshjem og hans nyfundne kærlighed. Alex er en mand, som ikke går på kompromis for andre, når det kommer til, hvad han selv vil gøre.

En dødelig branche
Som han selv siger, vælger han klatringen frem for damerne hver gang. Hans forhold til døden er også et vigtigt motiv gennem filmen. Man kan måske tænke, at han har et dødsønske. Dog er det modsatte rigtigere. Alex lever sit liv efter en filosofi om, at hver dag kan være den sidste, så man kan lige så godt gøre det, man ønsker med den. En filosofi, som er nødvendig i en branche, hvor kolleger dør regelmæssigt.

Klatrende kameramænd
Filmen er en hyldest. Mest til Alex´ præstation, men også til klatringen i sig selv og de, der kom før ham. Det er passende, at den blev lavet af fælles klatreentusiast og filmskaber, Jimmy Chin, med hjælp fra et team af professionelle klatrere/kameramænd, som satte sine egne liv på spild for at filme denne vanvittige præstation. For hver rystende indstilling af Alex´ bliver man nødt til at tænke på den mand, der hænger i en sele med tyve kilo kamera på skulderen.

Dybdeintervju af bjergsiden
Chin gør også et godt arbejde med at sætte de mest nervepirrende øjeblik op. Han nøjes ikke med kun at vise Alex på bjergsiden, men går også i dybden med de specifikke steder, hvor bjergsiden er mest udfordrende, som virkelig betaler sig, når vi ser ham forsøge sig for alvor.

Resultatet er en grænsesprængende film, om en grænsesprængende præstation, som magter at være vanvittigt smuk samtidig med, at den er frygtindgydende.