Cold Case: Hammarskjöld -

Den skaldede dokumentarist med det røde skæg, Mads Brügger, har med “Cold Case: Hammerskjöld” skabt en farverig og spektakulær film, der både handler om apartheid, aids og Afrika – men overraskende nok ikke Dag Hammerskjöld.

To hvide mænd, dokumentaristen Mads Brügger og efterforskeren Göran Björkdahl står på en mark i Afrika. De leder efter vraget af det fly, som styrtede ned i 1961 med den daværende FN-Generelsekretær ombord. Med sig har de taget to skovle, en metaldetektor og selvfølgelig et par cigarer, som de skal ryge, når de finder det. Flyet er begravet under godt fire meter jord, og de bliver hurtigt bedt om at stoppe med at grave.

Det handler om Dag Hammerskjöld – og alligevel ikke
Ligesom resten af filmen handler den her scene om at finde Dag Hammarskjöld – og samtidigt slet ikke – overhovedet ikke faktisk. Det hele er en krøllet tur igennem en mærkelig historie, der starter med generalsekretærens død i et mystisk flystyrt og ender i vilde påstande om hemmelige paramilitære organisationer, mord og bizarre ideér om at bruge AIDS, som våben i biologisk krigsførsel.

Det kan umiddelbart lyde ret nedslående, men ‘Cold Case: Hammerskjöld’ er faktisk ret morsom. Den her histori,e der på mange måder handler om kolonialisme og racisme, sættes konstant i kontrast med karakteren Mads Brügger, der ligesom i hans tidligere dokumentar ‘Ambassadøren’ virker til at udleve en form for 1800-tals kolonialfantasi komplet med kridhvidt jakkesæt, tropehjelme og ikke bare én, men to smukke afrikanske sekretærer.

Fokus ender med at være på alt andet end personen Dag Hammerskjöld, der på forunderlig vis forsvinder fuldstændigt ud af filmen om opklaringen af sin egen død. Hammerskjöld var idealist, kæmpede for afrika, og så røg han nogle gange pibe. Der er sikkert mere at sige om en af historiens mest berømte og polemiske FN-generalsekretærer, men det er ikke noget, der bliver sagt i filmen.

Ærlighed og selvindsigt
Men det er egentligt fint nok, for Mads Brugger er ærlig om sit ærinde med ‘Cold Case: Hammerskjöld’

Som han selv siger, var mysteriet om Hammerskjold og hans død, i virkeligheden det, der interesserede ham mindst ved hele sagen. Det, der var spændende, var lejesoldaterne, de paramilitære organisationer og muligheden for at klæde sig ud i et hvidt jakkesæt. I virkeligheden havde han måske foretrukket, at hele historien viste sig at være en and.

Hele filmen virker på den måde forfriskende ærlig og selvbevidst. Selvfølgelig er der også kunstneriske og lettere prætentiøse scener med Mads Brügger, der i en mørk og tilrøget afrikansk bar ligger kabaler med et dæk udelukkende bestående af spar es. Men selv disse hives ned på jorden igen, da en lokal spørger, hvorfor Mads Brügger lægger en kabale kun med spar esser? Jo, det var fordi dag Hammerskjölds lig blev fundet med et spar es i kraven. Aha – Dybere var de scener vist ikke.

Man kan sagtens gå i biografen og se “Cold Case: Hammarskjöld” for at blive forundret over, hvordan mordet på en FN-Generalsekretær kollektivt blev begravet og glemt af det internationale samfund. Men så skal man også være kildekritisk og vurdere, om man tror på den ene åbenmundede lejesoldat, som filmen baserer størstedelen af sine vildeste påstande på.

Jeg vil mene, at det nu engang er langt sjovere at se filmen som en bizar og udforskning af den kolde krig i Afrika, der mere end noget andet skal ses, fordi den er anderledes.