Hvorfor verden har brug for flere kvinder, der er voldelige, dristige og dræbende.

NB! Læs ikke artiklen, hvis du endnu ikke har set ’Sharp Objects’, da der vil være store spoilers.

Mange har kritiseret den vold, der igennem tiderne er blevet begået mod kvinder i kulturen. En vold der oftest munder ud i mord, lige fra Laura Palmer fra ’Twin Peaks’ til diverse crime serier som ’Special Victims Unit’ og ’CSI’.

Men det er også interessant at kigge på de kvinder, der selv udøver en vold. I stedet for at se kvinder som ofre, vil jeg her tage dem alvorligt og kigge på deres voldelige sider. Og netop i skildringen af en kvindelig udøvelse af vold, kommenterer tv-serien ’Sharp Objects’ på, hvordan vold og køn hænger sammen.

I denne ”southern gothic” møder vi hovedpersonen Camille (Amy Adams), der rejser tilbage til sin barndomsby Wind Gap, da hun som journalist har fået til opgave at dække to brutale mord på to teenagepiger. Men egentligt er det ikke mordene, der er i centrum, men al den vold der klistrer sig til dem, og som langsomt dukker op undervejs i Camilles efterforskning.

Feticheret eller voldelig?
’Sharp Object’ er fuld af kvinder der begår vold, og det er ellers ikke noget, der findes meget af i kulturen. Hvis der endelig er en kvindelig vold til stede, er den ofte feticheret, som i eksempelvis ’Kill Bill’, hvor en blond babe i et gult, stramt outfit svinger et samuraisværd. Det er ikke en sådan vold, jeg leder efter, hvor kvinder bliver polerede, overdrevne og sexede objekter, der, på trods af mange bank, ikke har en eneste ridse på kroppen.

Nej, i ’Sharp Objects’ er der tale om en grim vold, en vold som giver ar og traumer. Hvor Camille er cutter, forgifter hendes mor Adora (Patricia Clarkson) sine børn, og Amma (Eliza Scanlen), Camilles halvsøster, viser sig at være morderen til de brutale mord, hvor ofrene er blevet kvalt, og derefter har fået hevet deres tænder ud. Det er en vold, som har et kvindeligt touch, frem for en maskulin fetichisme.

Kvindelig vold der klistrer
Det kvindelige touch, der samler alle de tre kvinders vold, er, at volden i den ene eller anden forstand handler om omsorg eller manglen på selv samme. Adora forgifter sine børn, så hun kan yde en omsorg overfor dem, når de bliver ’syge’. Amma dræber teenagepigerne, fordi de fjerner Adoras moderlige omsorg fra hende selv, og Camille skærer i sig selv for at glemme den omsorg, som hun ikke kan tage imod uden at blive forgiftet af Adora.

Men alligevel er der stor forskel på, hvilken vold, der klistrer sig til hvilke karakterer, og hvor Camilles vold er rettet mod hende selv, er Adoras og Ammas vold rettet mod andre. Den store forskel ligger i deres sociale status. Hvor Camille er en outsider, der ikke vil spille efter byens regler, stortrives både Adora og Amma i byens regelsæt.

Lyserøde babyer og følelseskolde øl
Hverken Adoras eller Ammas vold bliver opdaget af byen, fordi de har en stor social magt. En magt der består i, at de opfylder de traditionelle kvindelige idealer som byen har.  I Wind Gap er det kvindelige ideal, at kvinders eneste formål er at finde en mand, få nogle børn og klæde sig i redelige pastelfarver. Som en af husmødrene siger: ’Don’t let feminism tell you what to do with your life’, så er der meget traditionelle kønsroller på spil og ikke meget feminisme at komme efter. Her skal kvinder kunne lide lyserøde babyer og mænd følelseskolde øl.

Men netop fordi Camille ikke er meget for hverken babyer eller andre farver end kulsort, kan hun ikke leve op til idealet, og det har konsekvenser. Med andre ord kan byens regler siges at udøve en vold mod outsideren, mod Camille, fordi hun ikke passer ind. Volden ligger altså i, at hun bliver opdraget og udskammet, der er ikke plads til hende, og hun må enten ændre sin adfærd eller forlade byen.

Adora og Amma er derimod dem, der opretholder byens regler. De har magten og derfor også magten til at skjule deres egen vold. De bliver ikke antastet som vanvittige, sindssyge eller farlige i byens øjne. Det er jo i Wind Gap ikke normalt for kvinder at være voldelige eller dødsens farlige, så hvordan kunne så ideale kvinder nogensinde udøve en så grusom vold? Men fordi Camille ikke spiller efter reglerne, får hun en særlig funktion, der kan afsløre, hvad synes at være universelle idealer.

Slemme kvinder
Camille er en kvindelig antihelt. En karakter, der opfører sig umoralsk, grimt og voldeligt i byens øjne. Den klassiske antihelt er en mande mand med overdrevne maskuline træk. Men hvor eksempelvis gangsterlederen Tommy fra ’Peaky Blinders’ ikke alene bliver ophævet, men også begæret, for at gå voldeligt imod samfundet regler, bliver Camille modsat betegnet som sindssyg.

Der er altså forskel på antiheltens køn, og fordi Camille er en kvindelig antihelt, udfordrer hun ikke alene det moderlige kvindeideal, byen har, men også ideen om at en antihelt nødvendigvis skal have maskuline træk. Måden hun modstiller sig idealet på, er ved at gøre det, der netop ikke forventes af hende. Camille er i Wind Gaps øjne en slem kvinde. En uopdragen og umoralsk kvinde, idet hun siger, hvad der passer hende, klæder sig ufeminint og ikke forsøger at please nogen.

Fordi hun ikke opfører sig som det forventes, bliver reglerne for, hvordan hun burde opføre sig tydelige. Volden i Wind Gap synliggøres for seeren, fordi Camille ikke passer ind. Først da Camille flytter tilbage til byen, og derved roder op i de regler, der er, bliver det tydeligt, at der er noget helt galt i deres familie. At de dødsfald og mord, der er i Wind Gap, ikke er udøvet af mænd, men derimod af byens kvinder.

Kulturens voldelighed
Ligesom det langsomt går op for Camille, at volden i byen hovedsageligt begås af kvinder, bliver det også langsomt mere og mere synligt i serien. Men den mest voldsomme vold får dog aldrig plads indenfor seriens rammer, og først efter rulleteksterne i det sidste afsnit får seeren at se, hvordan Amma euforisk med fremskudt hage og blottede tænder kvæler sine ofre en efter en.

’Sharp Objects’ kommenterer derved på, hvad der er synligt i kulturprodukter, og hvad der ikke er, fordi Amma først afsløres efter rulleteksterne. Dermed er serien med til at bryde en tendens, hvor voldelige kvinder nødvendigvis må skildres som enten vanvittige eller skøre for at kunne rummes i samfundet. I stedet tager ’Sharp Objects’ sine voldelige kvinder seriøst. De er umoralske, de handler selvisk, og de slipper afsted med det. Deres handlinger er ikke baseret på en objektivisering, der gør dem til sexede mordmaskiner, men derimod er karakterende dybe, komplicerede og interessante.

Det handler altså ikke om at opfordre til en mere voldelig adfærd hos karakterer generelt, men at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan forskellige karakterer bliver skildret og hvorfor. Og kulturen har brug for flere voldelige, dristige og dræbende kvinder, der kan stille sig op imod et fordærvet samfund samtidigt med, at de bliver taget alvorligt.