De politiske dagsordner er til at føle på, når Marveluniverset indtager de nostalgiske 90’ere.
Endnu en brik er klar til at blive lagt på plads i det store Marvel Cinematic Universe puslespil. Intet mindre en tyve film tog det, før en kvinde kunne tage hovedrollen. Noget som hypen op til premieren helt naturligt har været præget af og de kønspolitiske emner popper op som trold af en æske. Casptain Marvel har om nogen grebet alle boldende og junglerer dem, så ingen længere er i tvivl.
Mindfucking Aliens
I en mislykket redningsaktion hvor en delegation fra Kree-imperiet skal løslade en spion fra en anden alienrace kaldet Skrulls har Vers (Brie Larsson) for første gang fået lov at komme med for den lidt irriterende storebrorsagtige karakter Yon-Rogg (Jude Law). I bedste Dexters laboratiorie-stil går det selvfølgelig galt, når lillesøster slippes løs, og hun bliver udsat for en grundig tankearkæologisk udgravning af hendes minder. Disse Skrulls, der i øvrigt ligner en opgraderet udgave af aliensne fra ’Spice World’, leder efter noget information i Vers’ minder og underbevidsthed. Hvad angår hende selv, kan hun dog intet huske, og fortiden optræder kun i glimt. Uden at blinke med øjnene ender hun dog med at flå sig løs, smadre det hele og lander på C-53: Planeten Jorden
Fury on fire
Marvels første oscarvindende hovedrolleindehaver lander i kløerne på Nick Fury (Samuel L. Jackson), og sammen er de på lidt af en rejse i et univers for alle med hang til 90’er nostalgi. De to som kompaner er et herligt match, hvor Vers har en kølig no bullshit-attitude, og Fury fungerer som den hyggeagent, som det er svært ikke at elske Samuel L. Jackson for at spille. Vers’ karakter står i solid kontrast til, hvad hun ellers er blevet beskyldt for at være i hendes hjemstavn; for følsom!
Kom og mød dig selv – og dit køn
Jagten på Vers’ sande jeg er uden tvivl det, der er det store omdrejningspunkt. Problemet er, at det for let forstyrres af andre omkringliggende faktorer. Som forventet optræder den kønspolitiske dagsorden, der ikke er overbevisende og elegant indarbejdet, men som i stedet optræder lidt kluntet og åbenlys i leveringen af sexistiske kommentarer, catcalling, manspaining, og jeg kunne blive ved. Der er fuld plade i problematiseringen af strukturelle forskelle på køn, og heldigvis maner Vers/Carol Danvers/Brie Larsson/Captain Marvel dem til jorden med okay solid girlpower.
Et sidste farvel til Stan Lee
Det er de fleste bekendt, at Marvels fader Stan Lee har haft en hel del at gøre med filmene for hvilke, hans tegneserier udgør forlægget. Kække cameos har vækket smilet hos mange tegneseriefans, og flere franchises kunne lære noget af at involvere skaberen i så høj grad, som Marvel Cinematic Universe har gjort. Sten Lees bortgang sidste år går bestemt ikke ubemærket hen, uden at det er de store violiner, der er fundet frem til lejligheden, og det er både klædeligt og rart.
Captain Marvel får mange brikker til at falde på plads, og der er ingen tvivl om, at det er en fornøjelse at få introduceret en karakter som denne – der måske/måske ikke er nøglen til at bekæmpe Thanos, når vi næste gang mødes til ’Avengers: Endgame’. Captain Marvel er dog en film, der er svær at se stå på egne ben, og til trods for de mange tråde at holde styr på føles seancen længere, end den er, selvom jeg både grinede og græd undervejs.
NB: Den vanlige endcredit scene er rykket frem til lige inden de lange rulletekster, men for inkarnerede fans er der vanen tro en lille godbid til allersidst.
