I går åbnede ’Reformisten’ CPH:DOX. I den møder vi mennesker, som kæmper for retten til selv at fortolke og praktisere deres religion, der af andre bruges som et middel til undertrykkelse.

Sherin Khankan er Skandinaviens første kvindelige imam. Instruktøren Marie Skovgaard har fulgt hende og den feministiske Mariam Moské fra opstarten i 2015 og tre år frem.

I den praktiseres en reformistisk tolkning af Koranen, der giver bedre mulighed for interreligiøse ægteskaber, islamiske skilsmisser til voldsramte kvinder og teologiske diskussioner om kønnenes ligeværd.

Som Allah vil
’Reformisten’ er en skildring af et lille muslimsk miljø i Danmark og en stærk kvinde i form af Sherin Khankan i dets centrum. Her findes universitetsuddannede feminister, både mænd og kvinder, kunstnere og meningsdannere. Det fremstår som et rart sted. Et aktivistisk og håbefuldt sted.

Men vi møder også andre dele af samfundet. Muslimske mænd anklager Sherin for at mistolke Koranen, når hun taler om kønnenes lige muligheder og -værd. Danskere fortæller hende, at der ikke er den store forskel på reformvenlige, intellektuelle muslimer som hende selv og de radikale islamister, der begår terror. Samtidig må moskéen søge om politibeskyttelse.

Det er farligt at røre ved de patriarkalske strukturer i det religiøse samfund. Men ildsjælen i Sherin brænder igennem det hele. Hun taler til kvinder om, hvor fantastisk det ville være, hvis de var imamer i hendes moské. Hun citerer passager fra Koranen, der beskriver, hvordan mænd og kvinder skal leve i lighed med hinanden. Som Allah vil det.

Hun fortsætter, selv når det gør ondt. Da bestyrelsen næsten går i opløsning, græder Sherin i bilen, mens hendes livsprojekt smuldrer. Dokumentarfilmens særlige kvalitet er dens adgang til Sherins sjælekvaler. Imamen har fronten mod fremtiden, men står med ryggen værgeløs mod nutiden.

Sherin Khankan og alle de andre
Igennem filmen fremstår Sherin som en ener. Hun vinterbader i et skandinavisk gråmørke og beder hviskende på et vævet tæppe, mens hun lader hænderne glide over sit smukke ansigt. Hun er feminin og kompromisløs, klædt i moderne, blomstrede kjoler med langt, opsat hår – og altid konservativt lange ærmer, der kan dække. Hun er både det ene og det andet. Østen og Vesten mødes i Sherin Khankan.

Når man er en ener, må man også være ene. Det viser instruktøren Marie Skovgaard særligt godt i en af filmens sidste scener.

Khankan holder en tale til TV-Journalisten Abdel Mahmoud Aziz’ bryllup. Hun har efter lange overvejelser besluttet ikke at vie den homoseksuelle muslim. Det vil brænde for mange broer til det muslimske fællesskab. Under talen siger hun, at netop fællesskaber kan være svære, fordi de ikke altid er rummelige. Det er smukt at skabe sit eget fællesskab i en familie, man selv vælger. Abdel tager sin mand Andreas i hånden. Han græder knyttet. Sherins ord er noget, der rammer.

Bagefter står Sherin til brylluppet for sig selv. Bag hende ler gæsterne, mens hun selv vaklende og usikkert smiler til de fremmede ansigter. At være reformist er en ensom beskæftigelse, forstår man. Filmen har en poetisk side, en evne til at fortælle med en gråtonet skønhed, som lægger sig glimtende ovenpå, hvad der i forvejen er en udsædvanligt god dokumentarfilm.

Det er godt, at der findes kvinder som Sherin Khankan, som Geeti Amiri, Rushy Rashid og Sarah Omar, der tør. Tør stille sig op mod fundamentalister og patriarkalske strukturer. Tør ofre sig selv for andre kvinder – og mænd – og for det, de tror på. For sig selv, vel sagtens også.

Og det er godt, der findes dokumentarfilmsinstruktører som Marie Skovgaard, som formår at lave kulturprodukter, der med overskud og vid kan give en fordomsfri indsigt i, hvad der sker i den nydanske kvindekamp – og hvad der kæmpes for.

Reformisten er et modigt og intelligent bidrag til en svær og ofte fordomsfuld debat.