Instruktøren Emil Langballe har lavet en naiv, banal og fremragende film om kærlighed mellem to mennesker, som er deres egne og alle os andre.

Jeg dækker dokumentarfilmsfestivalen CPH:DOX, og jeg har set mange film, der har tvunget mig til at reflektere over, hvordan den ydre verden er struktureret. Hvor uretfærdig, den kan være.

Man kan rejse med dokumentarfilm. Igennem fremmede verdener, sociale miljøer og tider og dermed også måder at se, fortolke og forstå verden på.

Men i dag har jeg set en film, som fik mig til at rejse ind i mit indre. Ind til noget, jeg kendte til i forvejen. Noget uden løftede pegefingre (som dokumentarfilm ofte kan have), men med hjertevarme, Disneymagi og hverdagstristette.

Dokumentarfilmen ’Et Ægte Par’ er nok en af de fineste, sødeste og mest barnesmukke film om kærlighed, jeg nogensinde har set. Og det er ikke kun fordi, jeg var træt af at se film om politiske strukturer, biokemi og alt muligt andet voksent og kedeligt.

Kærlighedens bakketoppe og -dale
I ’Et Ægte Par’ følger vi parret Sidsel og Christian på Fyn fra Christians sitrende af frisk forelskelse frier til Sidsel, til de fejrer etårsbryllupsdag og hverdagskærlighedens intime tristesse og behovet for at være alene melder sig sammen med længslen efter den strømmende, legende og lette kærlighed, der var. 

Det interessante ved ’et Ægte Par’ er på den ene side, at den viser nogle helt almenmenneskelige følelser ærligt og usødet. Den tegner et slags landsskabskort over kærlighedens mange bakketoppe og – dale. Selvom parret oplever kriser, og særligt Christian i en periode har et stort behov for at være alene og væk fra Sidsel, er filmen alligevel en påmindelse om, hvor smuk og stor kærligheden er, fordi den tager så rå og ren en form hos de to hovedpersoner.

På den anden side er filmen spændende, fordi Sidsel og Christian begge har downsyndrom. De er umiddelbare som børn. Det er hårdt, når Christian ikke kan skjule, at han ikke har lyst til at være sammen med Sidsel. Hun siger så banalt-genial i sin sårede forladthed: ”Kærlighed er en skrøbelig ting. Så pas på den. Det er, hvad man siger, og hvad man gør.”

Kærligheden er legesyg og voksen. De tænder tydeligt på hinanden, ligger i ske, ønsker at få børn, flirter og driller hinanden i supermarkedet, skændes og har forskellige behov for intimitet. På billedsiden er filmen også fin. Over deres seng hænger et lysende plastikhjerte.

Da parret går ind i en svær periode, ser man Christian hænge to billeder af hjerter over sengen ved siden af plastikhjertet. En måde at forøge kærligheden på, måske. Men hjerterne er skårede, et lille ar løber ned igennem dem. Det er ikke det samme. Sidsel flytter i en periode hjem til Odense.

Et ægte par er en film om et sjældent slags parforhold, men i den ser man alle andre. Som Sidsel siger til Christian, mens de ligger i græsset og kigger hinanden i øjenene: “Når jeg ser ind i dine øjne, ser jeg et spejlbillede af mig selv.”

Den eneste fortrydelse, jeg har ved ’Et Ægte par’ er, at instruktøren Emil Langballe også har en anden film på CPH:DOX, som jeg ikke nåede at se.